Har vi indflydelse, eller er det bare noget, vi leger?

Sådan spørger mange elever – ifølge en forsker – når det drejer sig om elevdemokrati. For eleverne oplever, at de godt kan deltage i elevråd, som kommer med forslag til, hvordan skolegården skal indrettes, men de mangler i »særklasse« indflydelse, når det gælder deres skolehverdag, og hvad der foregår i klassen.

Det er paradoksalt, for danske elever er i verdensklasse, når det gælder viden om samfundsforhold, og hvordan demokrati fungerer. Konsortiet bag Pisa-undersøgelserne satte i 2010 de danske elever helt i spidsen blandt 140.000 elever fra hele verden i en undersøgelse af netop det.

Så hvad er problemet?

Elevernes indflydelse er gået tilbage siden 1989, hvor vi tilsluttede os FN's Børnekonvention, mener en forsker. Så elever ved meget om, hvordan demokrati hænger sammen, men de oplever den for sjældent på egen krop.

Skolen har mere og mere fokus på elevernes faglige læring. Godt nok. Den er vigtig. Men skolens dannelsesopgave handler som bekendt også om at uddanne eleverne til at blive samfundsborgere, som kan deltage i – og forsvare – demokratiet.

Derfor er den demokratiske dannelse ikke flødeskum på den tørre faglige lagkage, noget, vi kun skal, hvis der er tid til det. Det bør være fuldt integreret med og i den faglige undervisning. Eleverne skal på egen krop opleve de sorger og glæder, som er forbundet med et demokrati. De skal have deres egne erfaringer med. At demokrati ikke er flertalsdiktatur, eller at den enkelte selv bestemmer, men består i den besværlige proces med at nå til enighed i fællesskab og nogle gange bøje sig for andre.

Her er elevråd ikke nok. Elevernes formand foreslår, at eleverne får mere indflydelse på, ikke om eller hvad der skal læres, men hvordan det foregår.

Det er ikke helt nemt i den virkelige verden.

De fleste lærere kæmper af et ærligt hjerte for at sørge for, at eleverne oplever ejerskab til det, som foregår. Men undervisning er ikke en parlamentarisk proces. Det er en struktureret kommunikation, som skal føre til en bestemt læring hos eleverne. Det er en usymmetrisk relation, for læreren har både den didaktiske viden og ansvaret.

Men når det er sagt, kender alle voksne den erfaring, at man arbejder bedre og mere engageret, hvis man selv er med til at træffe beslutninger på sin arbejdsplads. Derfor vedtager man som regel spilleregler i klassen i fællesskab. For ellers virker de ikke. Eleverne skal altså ikke blot lære demokrati af ideelle årsager. De skal også have indflydelse for at blive mere engagerede og i højere grad tage læringen til sig.

Hvordan man gør det i praksis, afhænger naturligvis af tid og sted, elevernes alder og undervisningens indhold. Men at det skal gøres, bør ikke være til debat.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org