Har vi en udfordring med antisemitisme i skolen?

Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv

Politikerne har igen foreslået at udvide/ændre på historiekanonen. Denne gang skal punktet med jødeaktionen udvides, så holocaust inddrages mere tydeligt.

Min påstand er, at de lærere, der nøjes med kun at fortælle, at jøderne blev smuglet til Sverige, når de arbejder med kanonpunktet Jødeaktionen 1943, kan tælles på en hånd.

Men ikke, at de også lige nævner hvorfor?

Men lad os sige, at vi har et problem med antisemitisme. Er løsningen så mere undervisning om 2. verdenskrig?

Et område, der sammen med vikingetiden vist allerede topper hitlisten, når det gælder indholdet i undervisningen.

Er løsningen mere undervisning, så gør jeg det meget gerne. Så underviser jeg om 2. verdenskrig og folkedrab fra nu af og resten af året.

Men jeg har min tvivl.

Jeg tror nemlig, at problemet skyldes, at vi har elever, der ikke føler sig som en del af fællesskabet.

Hvis vi skal undgå væltede gravsten mm. på jødiske kirkegårde skal vi, i mine øjne, ikke bare undervise mere om emnet.

Det får jo ikke to nynazister på henholdsvis 39 og 28 år til næste gang at tænke “vi må nok hellere lade være med at overmale de gravsten”.

Lad os undervise meget mere i tolerance og mellemmenneskelighed. Lad os undervise i, at alle har en værdi.

Og lad os, sammen med forældrene, sørge for, at alle føler, at de har en værdi.

Så bliver vores opgave som fagprofesionnelle også lidt anderledes.

For så skal vi ikke bare undervise mere om et emne eller tema.

Så skal vi tale endnu mere om vores elever. Tale om vores relationer til dem, deres relationer med hinanden og meget mere.

Så undgår vi forhåbentlig mere, end “bare” antisemitisme. Vi får også gjort noget ved racisme, homofobi, sexisme og mange af de andre ting, hvor børn og voksne er efter hinanden.

Men måske er jeg naiv. Jeg er jo ikke politiker. Måske er løsningen i virkeligheden et kanonpunkt i historie mere?