Har læringslederen også dannelse?

Ny rolle som lærer: Læringslederen

Jeg læste i dag artiklen »Ny rolle som lærer: Læringslederen« i Folkeskolen nummer 9 og fløj i blækhuset. Jeg begyndte i skole i 1944. Fik tolv års skolegang. Morgensang hver morgen. I mellemskolen og i gymnasiet en salme og en højskolesang hver morgen. Alle elever i gymnastiksalen klokken 8.53, hvor vi var »os alle sammen«. Set i perspektiv har det betydet for mig og min kone, der var udsat for samme behandling, at vi har haft adgang til en sangskat, som har betydet, at vi har haft Danmarks historie på vers med i bagagen fra ungdommen til i dag. Fra den ultrakorte »Jeg vælger mig april« til fanfaren »Frydeligt med jubelkor, hilses vårens komme« og til »Vinterklart og sommerbroget, morgenmunter, skumringssvøbt, ligefremt og latterkroget, smilbestrålet, tåredøbt« (fra »Som en rejselysten flåde«, for dem, der ikke har sunget den). Vi har altid haft Højskolesangbogen i handskerummet i bilen, hvis der skulle være et vers, vi havde glemt. Vore børn på bagsædet har måttet høre far og mor skråle løs på lange bilture, og mange af versene og melodierne er blevet lagret i deres små hjerner. Slidstærk lyrik. Perspektiverende, karakterstyrkende, skønhedsåbenbarende og personlighedsskabende. Dengang talte skolefolk om dannelse, og selv om ordet er vanskeligt at definere, er jeg ikke i tvivl om, at den danske sangskat er en væsentlig del af dansk kultur, historie og mentalitet. Den ministerielle dominans på folkeskolens indhold i dag er domineret af embedsmænd og politikere, hvis djøficerede tænkning har gjort dem til ignoranter over for den opdragelse, vi fik, og som lå helt uden for faglige mål og konkurrencestatsinspirerede læseplaner.

Jeg er lykkelig for, at jeg ikke mere er skoleinspektør i den danske folkeskole, hvor jeg kunne risikere at skulle indføre bevægelseslege til Blichers »Sig nærmer tiden, hvor jeg må væk«.