Håndarbejdslæreren: YES, I can do it!

Hvor er det bare fedt at føle, at man besejrer en opgave eller et problem, intet mindre. I den forgangne uge påbegyndte jeg det sikkerhedskursus på Skolen for Materiel Design, som gør at jeg kan være med til at betjene de store maskiner i sløjd. Jeg har tit tænkt, at det ville være dejligt at have, og var glad for det da min chef gav mig muligheden.Inden jeg tog af sted på kursus havde jeg i min undervisning brugt materialer og værktøj som primært kendes fra sløjd, men som også bruges i håndarbejde og billedkunst. Og med det fællesskab der er i det kreative, i håndværket, i de æstetiske lærerprocesser, troede jeg ikke, at jeg ville være fuldstændig novice på kurset.I den teoretiske såvel som den praktiske gennemgang blev det dog hurtigt klart, at der var en hel verden, jeg ikke kendte godt nok fagligt. Derfor fik jeg lyst til, at denne uges blog fra håndarbejdslæreren skal handle om efteruddannelse og uddannelse.Vores lærer, Chen, har gennemgået de store maskiner, og de krav der er til sikkerhed og vedligeholdelse. Samtidig har vi gennemgået diverse træsorter, hvordan materialerne arbejder, didaktiske overvejelser osv.Vi har skullet lave vores eget sikkerhedsværktøj til maskinerne, afrette og høvle, lime og save.Når jeg hører Chen fortælle, står det klart, at sløjd er et dannelsesfag og ikke bare et håndværksfag. Et fag hvor barnet får mulighed for at skaffe sig en viden og en bevidsthed om den verden, det er en del af. Det lyder fint, men jeg skriver det ikke for at bruge fine ord. Et af problemerne for faget som vi kom ind på i vores diskussioner på kurset, er der hvor man udelukkende arbejder med at lave eller genskabe modeller som en slags kopisløjd: ”I skal alle lave denne model bordskåner”, og ikke arbejder problemløsende: ”Vi har brug for noget at stille den varme gryde på”. For både håndarbejde og sløjd er der mulighed for, at eleverne bruger sanserne: At røre, dufte, høre, se og smage og at de får mulighed for at løse problemer. Eleverne lærer om materialer og teknikker, som det er mit indtryk giver dem en bedre mulighed for at gribe og begribe den verden, de lever i. De bliver i stand til at vælge til og fra, at forholde sig kritisk.I løbet af ugen oplevede jeg den næsten berusende glæde det er, at kunne og turde betjene de store maskiner, og frustrationen over at opdage, hvor lidt jeg ved. Jeg bliver sulten efter mere og får lyst til at gå videre på modulerne for sløjdlæreruddannelsen. Denne sult skal IKKE ses som et ønske om, at fremtidens lærere indenfor håndarbejde/sløjd nødvendigvis skal være tværfaglige i egen person. Men det giver mig et nyt perspektiv i dybden af det arbejde, vi i virkeligheden er gået i gang med. Hvordan kan vi tale sammen, hvis vi ikke taler samme sprog og ikke kender den læring, de refleksioner der ligger i de enkelte processer?Nu har vi så et nyt fag på seminariet, Materiel Design, men det findes ikke i skolen. Det skal samle elementer fra begge fagområder til noget nyt og bedre, men med det halve timetal…Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er klart, at jeg må tale fra egen erfaring. Jeg er selv uddannet i billedkunst og håndarbejde og har siden taget en cand.pæd. uddannelse indenfor billedkunst. Med en forholdsvis lang praktisk undervisningserfaring tænker jeg, at jeg har en ret solid kompetence indenfor det, jeg har arbejdet med. Alligevel opdager jeg nu, at for at forstå det fagene har til fælles, må jeg dybere ind i fagområdet, jeg ikke kender … og her opdagede jeg jo at komme til kort. Min pointe er, hvordan skal vores nye kommende kollegaer nogensinde få en rimelig forudsætning for at mestre alle disse kompetencer, når de får mindre uddannelse på området?Lærerne skal være i stand til at mestre håndværket OG at kunne få eleverne til at reflektere over det, de arbejder med og oplever.Jeg oplevede i løbet af ugen, at jeg skulle bruge matematik for at kunne beregne mål og forbrug af træ til min marionetdukkes kasse, som er en af de opgaver, jeg laver under kurset. Jeg vil slet ikke gå ind i snakken om, hvilke fag der er vigtigst, dem hvor man bruger hoved eller krop. Men jeg er bekymret over den strømning, der er i samfundet, hvor man hylder det kreative og samtidig ikke anerkender, at hoved og krop hører sammen i læring. Vi ønsker højere faglighed og i næsten ubemærkethed spares al praktisk-musisk undervisning ned til et absolut minimum… Jeg kan ikke lade være med at tænke på professor Anne Bamford´s rapport The ildsjæl in the Classroom. Hun advarer mod at undervisningen, eller for at rammerne for den, kan blive så sølle, at man skader mere ved at undervise end at lade være…Netop nu er efteruddannelse på dette felt vigtigere end nogensinde – for at sikre faglighed og kvalitet. Hvordan kan man så tillade at forholdene ikke styrkes, for vi vil jo det bedste for vores børn …ikke?