Gymnasieudspillet og folkeskolereformen er snydt ud af næsen på samme monster

Ligesom folkeskolereformen, der blev vedtaget i 2013, er udspillet til gymnasiereformen snydt ud af næsen på alliance-monsteret: empiri- og evidensobjektivitet i tæt samspil med kompetenceteknikker. Pisken svinges over almendannende tilværelsesoplysning, som ligger døende på slagmarken, mens karrierekompetente folkeskoleelever og studenter med garantibeviser på tællelig, kontrollerbar viden og effektiv, synlig læring forventes at trone på konkurrencestatens ´sejrsskamler´.

Regeringens gymnasieudspil har trukket mørklægningsgardinerne ned for almen dannelse og tilværelsesoplysning i gymnasiet, ligesom det også er sket i folkeskolen. Tekniske kompetencer og karriereuddannelse har i stedet fået vind i sejlene, og gymnasie- og folkeskolefag – forstået som arnesteder for tilværelsesmæssig dybde – lægges lige så stille øde. Livet smides ud af fagene – nu skal fag være som didaktiske konstruktioner, renset for den besværlige og problemfyldte tilværelse. Fagene skal passe ind i tidens mode-lune om økonomisk benefit.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil med gymnasieudspillet nedlægge historie, oldtidskundskab og religion for at inkludere dem i et stort diffust fag historisk-humanistisk faggruppe som det hedder i regeringens udspil. Målet skulle være at sætte fokus på ”elevernes innovative, digitale og globale kompetencer” – dermed er bolden givet op til afskaffelse af almen dannelse i gymnasiet til fordel for en såkaldt moderne digital kultur.

Sammenlægningen af de tre nævnte fag er et klart tegn på dannelsestabet, hertil kommer et grundlæggende instrumentelt syn på kultur med fokus på, hvad et fag kan bruges til og hvilke synlige kompetencer, der kan opnås. Litteraturen skal eksempelvis ud af sprogfagene, så sprog reduceres til rene kommunikationsfag i gymnasieudspillet.

Uddannelsesverdenen er oprørt og skælder levebrødspolitikerne ud og viser, at folkeskolereformen – og nu også gymnasiereformudspillet – ødelægger vores hidtidige, helt særlige, og ellers verdensberømte, danske skolekultur.

Men kan vi lærere og uddannelsesfolk nu også bare skyde skylden på ´levebrødspolitikerne`? Eller på ´virkelighedens nødvendighed´? Eller på den generelle uddifferentiering af offentligheden?

Med andre ord: er det i orden, at vi som lærere og uddannelsesfolk indtager en slags offerrolle, hvor vi i overført forstand ´vasker vore hænder´, skyder skylden på levebrødspolitikerne ved indirekte at påstå, at pædagogik og politik skal og kan adskilles?

De tsunamiagtige antidannelsesbølger der skyller ind over os tyder på, at der skal andre boller på suppen: En offensiv kampposition med henblik på at fravriste levebrødspolitikerne den politisk-pædagogiske dagsorden, altså en politisk-pædagogisk kamp mod de anti-dannelsesværdier, som med OECD- og PISA- opportune og magtliderlige fingerknips er ved at erodere århundredes møjsommeligt opbygget pædagogiske tankegange og handlemåder.

Hvis politik og demokrati handler om fastsættelse af værdier, der kan føre til, at alle mennesker har størst mulig indflydelse på deres eget liv og samtidig handler om, at der skal være offentlige rum og muligheder for, at alle frit kan komme til orde og på en ligeværdig måde diskutere sig frem til gode løsninger – er det da ikke netop med pædagogikken i hånden, at der offensivt kan bedrives demokratisk politik? Både når det drejer sig om at indvi eleverne i, hvad demokrati og politik i praksis drejer sig om – og når det drejer sig om at fastholde og vedligeholde de offentlige rum og muligheder, for at politisk demokrati rent faktisk har et sted at kunne udfoldes?

Altså vi lærere og uddannelsesfolk har et dobbeltansvar for 1. en god undervisning – med en bevidsthed om at politik og pædagogik ikke kan adskilles – og 2. et ansvar for at bruge vores pædagogiske viden i det politiske magtspil om, hvordan de offentlige rum (skole, råd, foreninger) skal være for, at der rent faktisk er mulighed for ligeværdige, demokratiske debatter med henblik på at finde løsninger. Fx kæmpe for tilbageerobring af de tidligere magtfulde lærerråd, kæmpe for demokratiske processer for vedtagelse af skolereformer og kæmpe for demokratiske offentlige fællesrum, hvor konfrontationerne kan udfolde sig på en ordentlig måde m.h.p. at finde gode løsninger.

Er det ikke netop med pædagogikken i hånden, at lærere i særdeleshed og uddannelsesfolk i almindelighed skal udtale sig og handle politisk? Med andre ord: Kan man adskille pædagogik og politik?

I det netop udmeldte regeringsudspil reduceres gymnasieskolen – helt på linje med folkeskolen – til at være konkurrencestatens uddannelsespolitiske svar på erhvervslivets evige ønske om effektiv vækst.

Formålet er, at eleven bliver ”mere klar til at være studerende, arbejdstager, iværksætter og medborger – både i en dansk, europæisk og global sammenhæng”, og sammen med slagordene ”innovative, digitale og globale karrierekompetencer” kan uddannelse ikke mere ses som et afkast til tilværelsesoplysning, men som skolens hovedopgave. Skolens formål defineres nu af såkaldte ´kompetenceværdier´ om tilpasning til globaliseringens konkurrencestatstænkning, og enhver filosofisk-pædagogisk indsigelse er fejet ind under gulvtæppet.

Men er der ikke andre muligheder? Filosoffens og teologens K.E. Løgstrups svar ville være: ”Jo, hvis vi ser de ´uløselige´ problemer i øjnene, altså livet og tilværelsen selv.”

K.E. Løgstrups pointe er, at det skaber ufrihed og afstand til livet, hvis man isolerer en objektivt forstandsbaseret viden, naturvidenskaben, fra en personlig erfaret fornuftsbaseret indsigt, kunstarterne og den humanistiske videnskab. Han forklarer: ”I sin naturvidenskabelige undersøgelse af naturen udelukker naturvidenskabsmanden undersøgelsens subjekt fra den natur han undersøger. Med sin person træder han tilbage og bliver til en tilskuer, der ikke hører med til verden, der ved denne fremgangsmåde bliver til en objektiv verden.”

Men med et sådan forsøg på at blive en objektiv beskuer af verden bliver bevidstheden fremmed for sig selv; der er ingen plads til den. ”Holder vi nu den kendsgerning, at bevidstheden ikke hører med til det fysiske verdensbillede, sammen med, at fysik er viden om den egentlige virkelighed, så er vi blevet væk.”

Oversat til nutidens såkaldt ´objektive´ kompetencegymnasie-udspil skal man, hvis vi altså ikke vil forsvinde helt som mennesker, glemme alt om den anti-dannende såkaldte ´innovative, digitale og globale kompetencekultur´. Glemme alt om at tage litteraturen ud af sprogfagene – og glemme tanken om at ødelægge de tre dannelsesfag oldtidskundskab, historie og religion ved at sammenlægge dem.

Helt modsat gymnasieudspillets – og folkeskolereformens – problem- og livsfornægtende kompetencekultur skal der værnes om, og kæmpes for, den almene faglighed og dannelse, der i dybden belyser den menneskelige tilværelses evige spørgsmål og problemer, fortæller om vores kulturoverlevering og indvier os i hinandens tro og overbevisning.

Hvis vi altså vil gøre os forhåbning om at tilbageerobre det politisk-pædagogiske formål om åndsfrihed, ligeværd og demokrati.