Gummicellepædagogik

Gummicellepædagogik

Pædagogikken, ikke mindst den i skolen, spiller en vigtig rolle i nationaløkonomien, fordi uddannelse er nøglen til succes i konkurrencen med andre nationer på et globaliseret verdensmarked. Derfor ses enhver krone brugt på uddannelse og skole som en investering, der skal give et afkast.

Det er et problem, fordi den pædagogiske tænkemåde er uforenelig med den økonomiske. Uforeneligheden ses blandt andet i, at den pædagogiske tænkemåde er opmærksom på menneskers og tings særegne egenværdi mens enhver ting og ethvert menneske for den økonomiske tænkemåde repræsenterer noget andet end sig selv, og ikke andet.

Når økonomien tager pædagogikken i sin favn, bliver pædagogikken identificeret med den rolle, den spiller for økonomien og det kommer derfor til at se ud som om, der ikke eksisterer en ikke-økonomisk pædagogik. Dermed er problemet i forholdet mellem økonomi og pædagogik blevet mere end et problem. Det er blevet et problem, der ikke kan artikuleres indenfor den ramme, hvori det er opstået.

Når et problem ikke længere kan artikuleres, vil forudsætningerne for at opfatte det som et problem lide tilsvarende skade. Den pædagogiske tænkemåde vil forandre sig i retning af at identificere sig selv i overensstemmelse med den identitet, den er blevet tildelt af den økonomiske tænkemåde.

Det unikke og det abstrakte

Pædagogisk set er den mest iøjnefaldende forskel mellem den økonomiske og den pædagogiske tænkemåde, at den økonomiske tænkemåde opsuger det unikke i abstraktioner.

I økonomien falder det unikke nemlig ind under det, der kan besiddes. Det er ejeren af det enestående kunstværk, der har retten til at disponere over og nyde det og den sociale og kulturelle kapital, der er forbundet med ejerskabet.

Det unikke besidder en sjælden substans og en svimlende dybde, men kan ikke desto mindre ikke sprænge økonomiens logik. Vi siger ganske vist, at en Picasso er uvurderlig, men det er ikke en værdsættelse af det unikke, det er en ubestemt værdisættelse af det. Da økonomiens funktionsmåde er bundet til hvad ting kan veksles til og tallene i økonomens kolonner er abstrakte tegn for udvekslingerne, er en Picasso også en Cezanne. Der findes således ret beset ikke noget inden i kolonnen, kun en abstraktion. Og når der ikke findes noget inden i, kan der heller ikke findes noget uden for. Det skyldes måske, at den økonomiske tænkemåde opererer inden for en radikal endelighedsforestilling, som den kalder knaphed.

Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Men det ser i al fald ud til, at der er noget paradoksalt ved den økonomiske tænkemåde, nemlig at selvom dens væsen er udvekslingens, så rummer den ikke i sig selv noget potentiale for at formidle mellem abstrakt og unikt.

Den enkelte og det almene

I den pædagogiske tænkemåde er det derimod sådan, at det almene arbejder i og bearbejdes af den enkelte indenfor en kulturel horisont. Her er der noget indeni, netop fordi, der er noget udenfor. Omdrejningspunktet for denne bevægelse er kundskaber, i den dybeste og bredeste betydning af ordet.

Kundskaber kan ikke tages i besiddelse af den enkelte men tager bolig i den, der tager livtag med dem. Det vil sige, at kundskaberne ikke kan forlade det fælles, kun komme til personlige udtryk i sætninger, samvittighed og samtale. Men det betyder ikke, at kundskaberne tilhører det fælles – men man kan sige, at de angår det. De tilhører heller ikke videnskaben, religionen eller filosofien. De kan ikke besiddes og kan derfor heller ikke møde forudsætningen for at indgå i en udvekslingslogik. De er pædagogikkens begreb om dens egen opmærksomhed på tings og menneskers egenværdi, og er på den måde en ejendommelig, omvandrende essens.

Pædagogikken arbejder ikke med en knaphedsforestilling, men ud fra en overflod af forpligtende lyst til at fortælle om og dele de væsentligste ting i vores kulturs mangeartede frembringelser og traditioner med den opvoksende generation. Det er her genskabelsen sker, umærkeligt. Fortællingerne rummer både sejre, nybrud og brydninger og nederlag, tab, katastrofer og uretfærdigheder. For det er ingen sag at dele sin succes mens det kræver mod og vilje og fornuft at dele det, vi ikke magter som individer eller som samfund. Det er paradoksalt nok dette mod, der skaber pædagogikkens overskud.

Men overleveringen af den forpligtende lyst til den opvoksende generation kan slå fejl, sætningerne kan fare vild og samvittigheden og samtalen kan forstumme. Derfor er det et mod der befinder sig hinsides det modiske, for man kan ikke leve som menneske og samfund uden at der tages ansvar for risikoen for desillusion og glemsel. Pædagogikken løber ikke efter slagord, selvom de sommetider jagter den, og den gemmer sig ikke for de uundgåelige risici.

Regnskabspædagogik

Den økonomiske tænkemåde inddæmmer tilværelsens skrøbelighed gennem beregninger, der ikke kan rumme mennesker. Når denne tænkemåde føres over i pædagogikken, får vi en pædagogik, der skal give et afkast, en regnskabspædagogik. Det, der ikke er plads til i regnskabet, resten, forbliver i den enkelte som hans individuelle problem, et problem, der handler om at gøre sig selv værdifuld nok til at indtræde i regnskabet, for hvis man ikke er der og stråler, så eksisterer man ikke.

I regnskabspædagogikken bliver kundskaber til kompetencer eller kvalifikationer, som kan defineres og splittes i dele og formuleres som mål, hvis grad af realisering kan udtrykkes i relation til en evalueringsdefinition. Hermed omdannes en helhed, kundskaberne, til dele. I stedet for en kundskabshelhed, der er beriget og genskabt gennem en lyttende og spørgende fortolkning, får vi en hjemløs informationssværm af delkompetencer, der næst efter indfanges af regnearkenes og skabelonernes net, hvor de pakkes ned og transporteres til markedet for uddannelsesdata. Så er delen er blevet helheden, og resten må fare.

Kontrol ude af kontrol

Vi står med altså med tre problemer. For det første, at pædagogikken er blevet en funktionalitet i økonomien, hvor den alene bedømmes på sine resultater, altså med den økonomiske tænkemådes alen. For det andet, at den økonomiske tænkemåde hermed trænger ind i den pædagogiske, sådan at også dem, der beskæftiger sig med pædagogik overtager den. Og for det tredje, at det dermed bliver tæt på umuligt at formulere det som et problem, at den pædagogiske tænkemåde er under afvikling.

Økonomiens kontrol med pædagogikken er kommet ud af kontrol. Og den økonomiske tænkemåde i pædagogikken begynder at føle sig hjemme i sine fantasiløse vaner. Men dybt inde i cellerne bag regnearkenes gitre banker den pædagogiske puls videre. Dens tilbøjelighed til livsbekræftelse og glæde, forestillingsevne og fornuft, oplysning og frihed, skønhed og visdom, regnes for svag, uproduktiv og ligefrem subversiv af cellens vogtere. Det er derfor den gemmes væk dér.

Og det er sandt nok. Pædagogikken er svag i kraft af sin gavmilde og uselviske tillid, og sin tro på individet, samtalen og fællesskabet. Den er uproduktiv, fordi den lytter når den er tavs, og drømmer, når den lukker øjnene. Og den er subversiv, fordi den ikke er ensom, og fordi den har overbevisninger, der rækker videre end kampen for tilværelsen, fordi den har sans for det uforenelige, det uforvekslelige og det umistelige.

Den nationaløkonomisk motiverede gummicellepædagogik forekommer med sit knæfald for markedet, sin naive tro på at problemer forsvinder, blot fordi de vanskeligt lader sig formulere, og med sin fortælling om, hvordan man gør fem høns til en fjer, noget kujonistisk i sammenligning.