Grundig analyse

Jyllands-Posten har i dagene 27.-28. maj leveret detaljerede folkeskoleanalyser, der er værd at fortolke.

Analyserne benytter gymnasiefrekvensen som en parameter for folkeskolernes resultater. Fordelen ved denne parameter er, at den er et udtryk for, at elevernes intellektuelle potentialer betragtes som dynamiske størrelser, der under nogle vilkår udvikles og under andre vilkår dirigeres i anden retning. Ulempen ved gymnasiefrekvensen som parameter er, at alle andre valg i bogstaveligste forstand kommer til at henligge som uoplyste.

Når gymnasiefrekvensen godtages som parameter, er det muligt for Jyllands-Posten at tage højde for elevernes sociale baggrund. Renset for disse baggrundsfaktorer fremkommer en liste over kommunale folkeskoler, der i særdeleshed er i stand til at højne gymnasiefrekvensen. Kommuner af denne type navngives ikke af Jyllands-Posten, men jeg vil foreslå, at de betegnes springbrætskommuner.

På listen over de ti bedste springbrætskommuner figurerer to kommuner på Ærø, tre på Bornholm og to på Lolland. Med et halvt øje er det til at se, at syv af de ti dygtigste springbrætskommuner er - i forhold til de store urbaniserede områder - udkantsområder.

Jyllands-Postens analyser har herved leveret data, der endnu en gang skyder en pil igennem den udbredte myte om, at elevernes uddannelsesforløb alene er determineret af forældrenes sociale baggrund. Der foreligger data, der netop viser, at folkeskolen er i stand til at være springbræt.

Tilbage står problemet om, hvorfor nogle folkeskoler har vilkår, der fremmer springbrætsfænomenet, mens andre folkeskoler sidder fast i determinismen. Den diskussion vil uden tvivl dukke op i den kommende agurketid og i de kommende valgkampe. Gid rigtig mange lærere vil gribe pennen og markere, at vi er en profession, der både kan analysere og kan være med til at udvikle teorier om væsentlige fænomener omkring folkeskoleforhold.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte