Grønland - stavnsbundet igen

Mit ophold i Upernavik er og vil altid være af stor betydning for mig, men da min rejse- og eventyrlyst på ny skabte drømme og planer, gik det op for mig, hvor 'snydt og bedraget' man kan blive, når man som lærer får ansættelse ved det grønlandske hjemmestyre.

Efter mit første halvår i Grønland startede to venner, der bor længere nede ad kysten, og jeg planlægningen af at flytte til Qaanaaq (Thule), da vi gerne ville bo der de næste to år. Vi talte med folk i telefon, og jeg skrev ansøgning om omplacering, hvor jeg på foranledning af Imak (Grønlands Lærerforening) tydeliggjorde konsekvensen af et givent afslag. Nemlig opsigelsen af min stilling. Men bureaukratiet, den elendige og til tider ret ubehagelige behandling, vi fik fra direktoratet, gjorde os det meget klart, at vi faktisk ikke havde en eneste chance for at ændre vores nuværende placering rent geografisk.

Jeg kan ikke acceptere at være stavnsbundet til ét sted, og slet ikke når man får det at vide på en så uforskammet måde.

Slemt er det, men værre bliver det, når man nævner, at vi til jobsamtalen og forkurset fik at vide, at alt var muligt, og at der næsten ingen grænser var for, hvad man kunne tale sig til rette om, hvis der blev nogle problemer overhovedet. Yderligere kunne man givetvis have bestemt ens placering her på kysten enerådigt, hvis man havde sagt, at man ville til . . ., ellers var man ikke interesseret. På denne måde føler jeg, at man bliver straffet med en stavnsbinding for at have udført et rimeligt stykke arbejde. På forkurset fik vi endda at vide, at vi faktisk var de få udvalgte, der fik job på Grønland. Undskyld mig, men med den nuværende lærermangel har man ikke råd til at fravælge nogen som helst, der kan undervise bare lidt.

Jeg forstår ikke, at systemet ikke ser lidt mere nuanceret på tingene. Nu mister de endnu en lærer. Man skal jo tænke på, at vi kunne have løst personaleproblemerne i Qaanaaq næsten 100 procent, ved at Upernavik kom til at mangle 16 lærere frem for 15. Nu kommer der til at mangle 16 lærere i Upernavik og fire lærere samt en fastansat sygeplejerske i Qaanaaq.

Man kan sige, at mit problem ikke er så stort, da jeg har råd til at rejse hjem, men en nyuddannet og nyetableret familie, der ikke falder til, har ikke umiddelbart råd til at flytte hjem efter det første år. Og der er mange eksempler på, at folk føler sig fanget rent økonomisk, eksempelvis er boligen betinget af jobbet, og hjemrejsen betales først efter de tre år, der tydeligvis er geografisk bundet uden mulighed for ændring. Det er simpel stavnsbinding fra systemets side, som åbenbart ikke 'tænker' længere, end at de bare skal have folk herop, da de så kan regne med, at vi er her i minimum tre år, fordi vi oftest ikke har råd til at rejse hjem før. Jeg ser det som sagt som bondefangeri af de tilkaldte danske lærere, men også som en dårlig forretning for både systemet lærerne og sidst, men ikke mindst, meget dårlig for eleverne.

Gem derfor Grønland til en anden og bedre gang!

Jesper V. Rasmussen

Upernavik