Kredsens tillidsrepræsentanter og styrelse har vurderet overenskomstresultatet, hvilket gav anledning til følgende enige udtalelse:
Sammenskrivningen af medlemsønskerne til Overenskomst 97 fra Sydfyns Lærerkreds betød, at vi blandt andet ønskede:
1. generel procentvis lønstigning – vi fik en pæn lønstigning
2. begyndelsesløn på skalatrin 24 – vi fik skalatrin 24
3. slutløn på skalatrin 39 – vi fik skalatrin 39
4. ledelsesprojekt med højere løn – vi fik ledelsesprojekt med pæne lønstigninger
5. at konflikte mod en forringelse af F-faktor – vi fik ingen forringelse.
6. at bevare reguleringsordningen – vi bevarede reguleringsordningen
7. ikke flere centrale akkorder – vi fik ikke flere centrale akkorder
8. aftaleretten bevaret – vi fik den bevaret
9. at undgå decentral løn – vi fik desværre op til én promille mere i decentral løn, men Kommunernes Landsforening ønskede en væsentlig større forøgelse
10. ingen konflikt på grund af decentral løn – vi får ingen konflikt, hvis det står til os – dog kræver vi, at decentrale løndele uden forhindringer kan forhandles og udmøntes under hensyntagen til foreningens generelle lønpolitik.
Oven i hatten fik vi ekstra løntillæg til børnehaveklasseledere og lærere i begyndelsen af lønsystemet, stor forøgelse af kronetillægget for skoleakkorder, forbedrede muligheder ved barselsorlov, lønforbedringer for flere konsulenter, cirka 470 nye viceinspektørstillinger med mere. Det er svært at se, hvordan kritikerne af forliget vil kunne bevare endsige oppiske en pessimisme.
Medlemmerne fremsatte endvidere ønsker om en stærk forening.
Vi opfordrer derfor tilstor stemmedeltagelse ved den kommende urafstemning samt til en massiv opbakning til formanden, så vi selv er med til at demonstrere, at vi er en stærk og ikke splittet forening.
Brug derfor din stemme til en ja-stemme.
Torben Møller Petersen
for tillidsrepræsentanter og styrelse i Sydfyns Lærerkreds
Godt gået formand!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.