Henning Gebauer, Smørum, udtrykker i Folkeskolen nummer 5 sin bekymring for, om vi i Fjordkredsen i Frederikssund har indgået lønaftaler, der stiller uddannede lærere ringere end lærere uden læreruddannelsen.
Det har vi ikke.
Vi har i mange år haft en lønpolitik, der skulle animere ansatte til at tage læreruddannelsen. Det har selvfølgelig været på grund af de udfordringer, vi har i Nordsjælland, fordi vi mangler uddannede lærere. Hos os er cirka 12 procent af de ansatte uden læreruddannelsen, og blandt nyansatte er det omkring 40 procent!
Vi prøver derfor at understøtte, at ansatte undervisere i kommunen får taget læreruddannelsen, blandt andet ved at give to løntrin, når de tilmelder sig uddannelsen. Det betyder selvfølgelig ikke, at de får mere end deres læreruddannede kolleger. Vi har nemlig i en årrække haft to ekstra kvalifikationstrin for alle læreruddannede lærere på Ny Løn. Dette også i et forsøg på at rekruttere lærere til vores område.
I Frederikssund er løntrinsforløbet for læreruddannede på Ny Løn per april 2009 32/36/41, altså to trin højere end den centrale aftale.
Livslønnen i forhold til ansatte uden læreruddannelse er altså ikke i fare.
Vores lønaftaler kan ses på kredsens hjemmeside: dlf37.dk
God lærerløn i Frederikssund
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.