Gnister i dansk

Det har været en begivenhedsrig uge i Dansklærerforeningen. Først besøg af Lasse Horne Kjældgaard til foreningens repræsentantskabsmøde, der argumenterer for et akut behov for litteraturen i det senmoderne konkurrenceprægede liv og samfund. Herefter deltagelse i Seminar omkring Lempelse af Fælles Mål for i går aftes at afholde kursus for dansklærere i Kerteminde Kommune. Her blev danskfaget kigget i sømmene på langs af indskoling, mellemtrin og udskoling. Et konstant møde med gnistrende dansklærere.

Jeg er begejstret over, på min danskfaglige rejse rundt i landet, at møde mennesker i og omkring skolen og danskfaget, der har blik for, at i skolen må vi træde varsomt og alligevel med tilpas vovemod. Vi skal ikke kun have eleven i centrum af danskundervisningen, men i lige så høj grad stoffet og læreren. Jeg oplever en masse dansklærere, som er fulde af professionel dømmekraft, når det vedrører deres pædagogiske og didaktiske praksis – de ved, hvad der virker og hvis det ikke virker, så finder de – også sammen med forskningen – en mulig vej. Er der brug for stavetræning, så vælges det indhold og den metodiske tilgang, som giver mening for den pågældende elev og klasse og som ikke mindst er mulig i forhold til de ressourcer, som er tilgængelig på skolen.

Men til tider ved dansklæreren i indskolingen, på mellemtrinnet og udskolingen også, at danskfaget ikke kun kan være til nytte, men lever og ånder i sin værdi af også at være unyttigt.

Jeg oplever en masse dansklærere, hvor den ild, der måske blev tændt undervejs i deres læreruddannelse stadig brænder, men er under så voldsom pres af den evalueringskultur, som vi bibringer grundskolen i disse år. En evalueringskultur, hvor eleven i indskoling og på mellemtrinnet præsenteres for Nationale Test, der måler og vejer på afkodning, spogforståelse og tekstforståelse, for i udskolingen af blive præsenteret for en mundtlig og skriftlig afgangsprøve, der har fokus på, hvorvidt eleven ikke længere kan læse på men mellem linjerne, vise kontekstuel indsigt, opfylde dokumentationskrav i forhold til internetsøgning og anvende det i en mundtlig og skriftlig sammenhæng. Hvor er den røde tråd i faget?

Jeg beundrer dansklærere, der kniber sig i armen i disse år og vægter nyttige og unyttige aspekter af faget.

Ofte konfronteres jeg med et spørgsmål af min elever: “Hvad skal jeg bruge dansk til? Jeg kunne også formulere det anderledes: “Hvad kommer faget mig ved?” Desto mere instrumentel og systemorienteret vores verdensforståelse bliver, desto større behov er der for holdepladser fulde af livsanskuelse, tilværelsesoplysning i kunsten, poesiens og litteraturens bundne sprog. Så ja, umiddelbart forstår udskolingens elev ikke, hvorfor mennesker jages (jf. Svend Åge Madsen). Men de forstår helt sikkert diskussionen om, hvad et menneske er og hvad der skal til for at have et godt liv. De forstår helt sikkert det fuldstændig gennemførte i en vekslende komposition mellem to utopiske verdener – og ellers må dansklæreren vise underet. For dansklæreren kan nemlig vise underet.

Skolens virkelighed er formålsbestemt og ganske upoetisk. Her bliver danskfaget nødt til at tage afsæt i virkeligheden, men også overskride den. Med de nu vejledende færdigheds- og vidensmål får dansklæreren forhåbentlig et større rum for for didaktisk og pædagogisk medstemmelse. Det må også betyde, at en lang række forhold omkring skolen og faget skal retænkes og tillempes, så dansklæreren kan udleve sit poetiske vovemod.