Forleden lagde Aarhus Teater rum til en konference, hvor indholdet i og resultatet af samarbejdet mellem dansklærere fra seks lokale skoler og medarbejdere fra det professionelle teater i Aarhus blev lagt frem.
Man kan læse om projektet i den forskningsrapport "Skolen i lære på teatret. Mod krop og drama i danskfaget", som sammen med diverse lærerhæfter og dramapædagogiske materialer findes på nettet:
www.aarhusteater.dk/at-laering/ejblottillyst/
Her er inspiration at hente, der rækker ud over det konkrete samarbejde. Lad mig nævne de tre områder, som rumsterede i mine tanker på togturen hjem fra Aarhus:
1. Det blev fremhævet, at den dramapædagogiske krops- og bevægelsestilgang til det danskfaglige arbejde, fx med litteratur, fik rigtig mange af de elever, som ved en almindelig 'øje til tekst'- og/eller 'røv til bænk"-undervisning var passive, til at være aktive deltagere. Det er ikke nogen ny opdagelse*, men en væsentlig genopdagelse i en tid, hvor dansklærerne har følt sig stadigt mere pressede af en alt for snæver målsstyring.
* I 1992 udgav Dansklærerforeningen således en bog, der hvilede på de samme ideer om undervisning, her i Shakespeares Hamlet. Den var i øvrigt skrevet af forskeren bag det aktuelle projekts rapport, Ida Krøgholt. Og denne bog var blot en blandt mange, der koblede krop, sprog og litteratur.
2. Det blev fremhævet, at efteruddannelsen af dansklærerne blev udført af de teater- og danskkyndige medarbejdere fra Aarhus Teater Læring, som både kunne levere det teoretisk begrundelsesgrundlag og de konkrete, praktiske metoder, som gav teorierne krop.* Dertil kommer, at en del at efteruddannelsen er foregået på skolerne i klasserne, så skolerne til ledernes udtalte tilfredshed har sparet vikarer.
* Ved 'bornholmsmesterskabet i læsning' forleden var jeg meddommer og den, der skulle give faglige kommentarer til elevernes præsattioner. Efter seancen kom både nogle lærere og nogle elever og takkede for, at de havde 'fået så meget de kunne bruge'. Jeg oplever ofte denne reaktion på en respons, hvor eleverne på en måde indgår som levende dele af efteruddannelsen. Og derfor er der vel grund til, at danskfagudvalg ser nærmere på denne win-win-model: autentisk efteruddannelse uden vikarudgifter.
3. Det blev fremhævet, at denne udnyttelse af muligheder i 'Åben skole' kunne flytte undervisningen fra den tromlede bane til den udfordrende sti - og på den måde få dannelsesaspektet ind i danskfaget igen. Det blev pointeret, at netop den faste struktur og de fine værktøjer, som blev stillet til dansklærernes rådighed, var virkningsfulde.*
* Det får mig til at hejse et lille fare-flag. I mange af de elevudsagn, som dels er med i forskningsrapporten, og som dels indgår i de videoklip, vi blev præsenteret for, er der en masse interessant stof, som fortolkes ind i det tilgrundliggende læringsmålkoncept, men som også kunne tolkes som udtryk for, at man havde lært så meget mere - uforudsigeligt. Dette projekt bidrager virkelig til en berigelse af danskfaget, men man må hele tiden passe på, at 'åben skole' ikke blive eksproprieret af 'lukket skole'. Husk at selv Hattie mener, at kun 20% af det, der sker i klasserummet, er synligt, og i åben skole skal der da være sans for de 80 andre %.
Bonus: Eleverne i projektet kommer i teatret og får bekæmpet deres teaterfremmedhed!!!!
Giv sproget krop
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.