Giv sproget et eftersyn

Folketingets forkvinde slår i lørdagens Frederiksborg Amts Avis (og dermed vel også i en lang række andre venstreaviser) til lyd for, at vi "skal anstrenge os noget mere", når vi taler og skriver dansk.

Det er især mumleri, sløseri med stavning og anglicismer forkvinden advarer imod. Indlægget er på mange måder sympatisk.

Mumledansk er en forbandelse, selv om glade innovative mennesker påstår, at netop dette særkende i talt dansk er baggrunden for, at vi er førende med hensyn til udvikling af høreapparater. Men ærlig talt, selv med fuld styrke på apparaterne er det ikke muligt at høre alle replikkerne i ny dansk tv-dramatik. Mumleri kan i nogen grad modvirkes gennem oplæsning.

Ukorrekt stavning er ofte sjusk, men også ofte udtryk for manglende sans for sprogets strukturer. Det er ganske rigtigt, at skriftlige udfoldelser på en del af de sociale mediers debat- og kommunikationsfora ikke bidrager til korrektheden. Pia Kjærsgaard giver i øvrigt et par fine eksempler fra H.C. Andersens kamp med den fynske dialekts indflydelse på hans stavning. Og ja, vi skal gøre os umage, men også anlægge et vist pragmatisk syn på tingene. Man lærer at skrive ved at skrive. Man lærer at skrive korrekt ved at få god respons på det skrevne; det kaldes også at læse korrektur. Men hvis det i nogle tilfælde glipper, så er det dog væsentligst, at fejlene ikke er meningsforstyrrende. Ingen er jo i tvivl om hensigten, når en lollandsk politiker kræver, at finansloven sikrer "bedre udannelser". Men regler er der, og de udstedes af det sprognævn, der snart bliver udflyttet til den by, der rimer på Odense: Bogense! Altså hvis man udtaler bynavnene på fynsk.

Anglicismerne er også efter min opfattelse horeunger i ørerne. Når politikere og eksperter kommenterer på noget, så skurrer det. Men det er vanskeligt, når nu engelsk strømmer ind i alle ører. Ja, skibenten selv bruger vendingen, at vi lader dårligt sprog passere igennem, selv om det er tilstrækkeligt slemt, om vi blot lader det passsere. Miseren med anglicismer bliver sandsynligvis ikke mindre nu, hvor vi gennem et medieforlig har foræret en sproglig brakmark til de store, multinationale, engelsksprogede aktører.

Men Pia Kjærsgaard har en væsentlig pointe, når hun skriver: Sproget er et helt afgørende redskab for forståelsen af både hinanden og af samfundet. Og ikke nok med det; sproget er også meningsdannende og skaber virkeligheden omkring os.

Derfor er det dybt foruroligende, at forkvinden ikke forholder sig til indholdet, men alene til formen. Knud Lindholm Lau har i bogen Bare fordi at påvist, hvordan dele af den politiske debat betjener sig af et sprog, der er parallelt til det, som man betjente sig af i Det tredje Rige, og som Victor Klemperer beskriver i LTI (Lingua Tertii Imperi).

Ved ikke at forholde sig til - med Klemperers udtryk - den arsenik, der dagligt dryppes ind i det danske sprog, kommer Pia Kjærsgaards "Synspunkt" til at klinge sært overfladisk. Det svarer til, at den australske kvinde, som netop er blevet anholdt for at sabotere fødevareproduktionen ved at stikke nåle i frugt, kun bliver anklaget for at have udført sin udåd uden at have vasket hænder først.