Giv os luft under vingerne

Jeg blev født i -64, samme år, som Beatles nåede sit højdepunkt og Den Lille Havfrue blev halshugget. Mor og far elskede ikke kun hinanden og blev hurtigt skilt.

Rammen var Nørrebro. Det var et arbejderkvarter, hvor jeg ofte så Kim Larsen med barnevogn og kasket ved 4-kanten. Nanna med den røde mund og lange sorte negle var der også.

Jeg lærte at dele værelse og sodavand, tage etagevask i håndvasken ved køkkenvinduet, slukke lyset og spare på vandet. De glade 60-ere gik hen over hovedet på os. Mor gjorde rent, lavede mad og ryddede op. Hun kom aldrig videre fra mormors ”myregeneration”.

Jeg fik et hav af ordsprog med mig. ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”. ”Du er så klog, at du kan undvære hovedet”. ”Hvad du ikke ved, har du ikke ondt af”. De sidste fik jeg stukket ud, når jeg prøvede at forklare hende noget om verden, jeg havde læst eller lært i skolen. Mors verden bestod af hårdt arbejde, punktlighed og næstekærlighed.

Far så jeg ikke meget til. Til gengæld så jeg meget til min farfar. Han var betonkommunist og jeg morede mig, når han skældte ud på de højredrejede politikere i fjernsynet. Han var murer og fagforeningsmand og fulgte med. Hans meninger var klare og sammenhængende. Han lærte mig betydningen af solidaritet, ikke kun i ord, men i handling.

Solidaritet og arbejdsmoral blev grundfæstede værdier i mit liv som lærer, værdier, jeg har haft glæde af i arbejdet. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne blive en konflikt. Det er det blevet.

Min klasse har arbejdet sig frem til en finaleplads i projekt ”Byg-en-by” fra Danish Science Factory. Vi skal til København på torsdag og fremlægge og vi brænder for vores projekt. Sidste chance for at perfektionere var sidste torsdag, men da skulle jeg på kursus og det kunne der ikke pilles ved. Det var ikke let at forklare klassen. De forstod ikke, at der kunne være noget vigtigere.

Vi endte med at aftale lørdagsmøde hos mig fra 16 til 18. Dem, der ikke blev kørt, mødte cyklende, våde og kolde frem, alle med store smil. Og vi fik arbejdet os i mål med alvor og engagement. Et par af deres forældre nåede at lytte med på fremlæggelsen – og blande sig med nye ideer – og jeg sagde farvel og havde en dejlig opstemt lørdag aften.

Min farfar roterer i sin grav og tordner i mit inderste kammer: ”De har fået krammet på dig! Du arbejder dig ihjel ligesom din tipoldefar!”I kammeret ved siden af protesterer min mor: ”Godt begyndt er kun halvt fuldendt!”

Egentlig ved jeg stadig ikke, om jeg bør holde historien for mig selv. For mig rummer den noget af det bedste ved lærerjobbet, at gå den ekstra meter sammen med børnene, der fører i mål. Samtidig ved jeg godt, at jeg burde lade være – for mine kollegaers skyld – og kun gøre det, jeg får løn for.

Jeg fortæller den alligevel, for jeg ved, at mange har det som mig. Ufuldendt arbejde gør for ondt til at holde fast i reglerne. I bund og grund er det usolidarisk. Men min fagforening siger også, at jeg skal passe på mig selv og det kan jeg mærke, at jeg har gjort.

Kan det passe, at vi ikke kan få luft under vingerne, så fællesskab og arbejdsmoral kan gå hånd i hånd? Er det ikke vigtig lærdom for børnene? Hvis vi siger ét og gør noget andet, hvad er det så værd?

Du kan se vores projekt her: http://bygenby.dk/finalist-sentensia