Genopdragelse

Måske skal den urene pædagogik genpædagogiseres. Måske skal den ikke fremstilles som en plural pædagogik, selvom det er det, den ’er’.

Den søger jo at pædagogisere forskellene, dvs. at gøre samtalerne mellem det ulige og det uens og det ens og samme mulige.

Men, denne søgen foregriber det, som endnu ikke ’er’ samtidig med at den altid allerede ’er’. Dermed fremkommer en negativitet i dens indre, da den kun kan være det, den ’er’, ved ikke at være det.

Denne negativitet er ikke en søgen og derfor ikke u-ren. Det er ikke u-ren som en negation af det rene, positive og det samme. Den bekræfter derimod disse ting.

Dermed er den ikke længere spaltet og plural og ikke bare én men ur-én, og det vil sige både forud for og altid bagefter skellet mellem det, der ’er’ og det, der ikke ’er’.

Dens genpædagogisering vil derfor være en afpædagogisering, en ny form i det formløse og samtidig et fuldbårent foster, en ny formløshed i det allerede formede, et nyt brud i kontinuiteten.

Den ur-ene pædagogik er dermed uden for tiden, hvis genstande og objekter, den derfor banker forsigtigt på hos og banker forsigtigt på, når den bliver lukket ind (hvis den da bliver det). Når den bliver det, fremkommer ’tingen’, der både er betingethed, tingslighed og ubetingethed i ét og samme ur-éne omkvæd og ubestemthed, bestemmelse og bestemthed i versenes uendelige variationer.

Den er dermed det evige i det endelige og det endeliges uendelighed.

Det ur-éne er et teologisk begreb og nu altså også et pædagogisk.

Pædagogik er derfor, i enhver af sine inkarnationer, udtryk for en tavshed, der er på vej til at blive sig selv og, i foregribelsen af overvindelsen af denne tavshed, et mæle, der længes efter at blive stumt og dermed miste sig selv.

På denne måde forbinder pædagogikken sig med troen – som det i inderligste og yderligste forstand allermest uforståelige.

Kilder:

Uren Pædagogik 1-2-3. Tanggaard, Rømer og Brinkmann (red.)

Brian Han Knudsen: Det indviklede. Folkeskolen, 15.september 2017