Gamle dage - nye tider

Der er to meget afgrænsede tilstande i Danmark, som nok er særlig tydelige, når man er blevet rigtig gammel. Vi kan jo sammenligne med, - ikke nødvendigvis de "gode gamle dage", men i hvert fald gamle dage. 30-erne, 40-erne og lidt mindre, 50-erne.

Den første tilstand er frihed eller frigjorthed. Det afspejler sig særlig meget i de mange sommeraktiviteter landet over. Musikfestivaller, sportsbegivenheder for amatørerne. Cykeløb, hel-og halvmaraton, triatlon, cykelryttere overalt på vejene, optog som Gay Pride, alle slags sport, lystfiskere, sejlskibe. Strandene og parkerne fyldt med glade børn og voksne. Skolerne er lukkede og eleverne er spredt ud over landet måske lige med et afbrud på 14 dage til Mallorca.

Vejloppemarkeder i hundredvis og kræmmermarkeder i hver eneste by. Dyrskuer og omrejsende cirkus. Zoologiske haver og legelande.Kort sagt, et mylder af glade aktiviteter i vores smukke land.

Påklædning og adfærd er efterhånden næsten totalt tvangfri. Man klæder sig, som man vil, og man sidder lige så gerne på jorden som på bænken ved busstoppestedet. Og i almindelighed er folk venlige og hjælpsommeButikkerne bugner af varer, og de fleste har faktisk råd til at købe dem.

Vinteraktiviterne er mindre synlige, men sikkert ikke mindre i antal. Foredrag, udstillinger, folkelige kurser i alt muligt. Sporten er nu indendørs, men ikke mindre intens. Masser af foreningsliv.Jul, nytår, snevejr, maden lidt federe end om sommeren, så der ryger gerne et par kilo ekstra på, men de forsvinder nok til sommer.Kort sagt: Et mere sprælsk og lykkeligt land end for 60-70 år siden. Men det gælder tilsyneladende mest på fritidsområdet.

For nu til den anden tilstand.Ved siden af denne glæde over tilværelsen kommer nu det, der virkelig undrer mig og mange af mine bekendte fra min egen generation (jeg er 77 år).

Det siges, at vi er et af verdens rigeste og lykkeligste samfund, men de almindeligste emner i nyhedsudsendelserne drejer sig fattigdom, kriminalitet, narko, menneskehandel, grafittisvineri, tyveri på alle områder, gade, -og hjemmerøverier, skattesvig, knivstikkkeri og skuddrab. Og for mange af udøverne er det et tag-selvbord, for der skal spares på politiet, og rekrutteringen af nye betjente er så lavt prioriteret, at de nu får SU i stedet for som før løn under uddannelsen.

Dette er aktiviteterne.

Ofrene er hjemløse, narkomaner, alkoholikere, familier med få resourcer og i meget høj grad vores børn og unge. Spiseforstyrrelser, skæren i sig selv, nervøse lidelser i alle aldersgrupper af børn. Mobning. Stort pilleforbrug, mange anbringelser, specialundervisning eller støtteordninger. Engang imellem får vi at vide, at der har været en forbedring i forhold til sidste år. Men ærlig talt, når man går 100 skridt tilbage og 20 frem, hedder det så fremskridt?

Det må kunne lade sig gøre at bryde med disse forhold, og for mig at se er lærerne de bedste til den opgave. De er nøglepersoner mere end forældrene, fordi hele standen kunne enes om en form for kampagne med bearbejdelse af alt for travle forældre og alt for lallende politikere. Bearbejdelse af mobning, arbejde med begrebet empati, og mest af alt tryghed for alle i form af bedre diciplin.Er jeg helt gal på den?

Det er i hvert fald mit nytårsønske.