Fundamentalisme

En fagforening skal bruge alle de kræfter, den har, for at hente penge hjem til et medlem, som er blevet urimeligt behandlet af en arbejdsgiver.

Men skal den sætte alt påét bræt, hvis der er risiko for, at en herog nu sejr senere kan komme til at koste det ti- eller hundreddobbelte - og dermed ramme alle andre medlemmer? Eller skal den finde en mere pragmatisk tredje vej?

Det spørgsmål har DLF's hovedstyrelse skullet svare på i forbindelse med en ulykkelig sag, hvor kommunen har udnyttet en uklar aftale til at klemme en lærer. Hovedstyrelsen valgte pragmatismen. Ikke i begejstring. Men fordi den gav en konkret løsning. Kommunen stillede ganske vist et fundamentalistisk krav om at kalde betalingen decentral løn, men den skade var til at overse, fordi det drejer sig om en gammel sag, som vil kunne afsluttes uden at ødelægge de fremtidige muligheder i andre sager.

Problemet er dog, at lokalkredsens formand og en ekstraordinær generalforsamling i kredsen har reageret lige så fundamentalistisk som kommunen. Vi vil have en løsning på vores betingelser, koste hvad det vil, siger man.

Men en fagforening har påén gang ansvaret for hvert enkelt medlems rettigheder og for hele den generelle og almene udvikling; derfor har hovedstyrelsen ikke kunnet handle anderledes.

Det er tåbeligt, at arbejdsgiveren ikke for længe siden har villet indgå en aftale med kredsen, men det er ulykkeligt, hvis sagen nu skaber splid i DLF.

-th

Læs side 14