Fuld damp på diagnose­modstanden

Der findes ganske givet ikke to helt ens lærere i den danske folkeskole, men lærernes evne til at overse problemstillinger omkring elever, hvis udvikling er truet, synes at være vokset de senere år.

Jeg forstår, at det er »Brian«, Bent Thøsing tænker på (Folkeskolen nummer 5). Ham, der bare kan lære og huske det hele uden at anstrenge sig, som keder sig en vis legemsdel ud af bukserne, og som måske oven i købet signalerer, at det hele bare rager ham. Han kan sikkert sagtens blive maskinchef i Mærsk eller for den sags skyld professor i psykologi. Han skal nok klare sig.

Børn, som har visse ligheder med Brian, dem, nogen kender under navnet AKT-børn (børn med svære problemer omkring aktivitet, kontakt og trivsel), får frem­over ikke nogen diagnose, selv om diagnoserne Damp eller Aspergers syndrom i mange tilfælde kan lette både disse børn og deres forældre samt give en forklaring på nogle af deres dagligdags problemer.

I fremtiden tegner det til at blive specialklasse eller lidt specialundervisning, AKT-børn uden diagnose får tilbudt.

Går det helt galt, og det sker i flere kommuner nu, kan de blive udsat for en række forskellige ordninger og kan i nogle tilfælde ende med prædikatet uunderviselige.

Det er ikke en diagnose, men ligner det ikke en placering af et ansvar?

Mange lærere og psykologer glemmer i den situation barnets historie. Hvordan har barnets udviklingsforløb været fra fødsel til skolealder, og hvordan udvikler barnet sig de første skoleår?

De fleste børn kommer fra børnehaveklasse. De er altså kendte.

I antal fylder disse børn ikke, men de fortjener at blive taget alvorligt og at få deres problemfelter belyst, så de kan tilbydes undervisning efter deres muligheder og måske en diagnose?

Eller skal de sidde tiden af i begynderundervisningen?