Fritgående børn og frie tanker

Forfatteren Dy Planbeck er blevet mor og har været rundt for at kigge på daginstitutioner; en nedslående omgang til steder der signalerede opbevaring. Hun fandt en enkelt, der på hjemmesiden skrev: Vi lader børn være børn. Der leger hendes datter nu.

Hendes beretning får mig til at erindre en af Erik Sigsgaards historier, hvor en dansk knægt ser undrende til nogle børns løben rundt på et tyrkisk marked, hvorpå han siger til sin mor: Her er børnene fritgående!

Vi har indrettet os stort set modsat med børn, der ikke må lege frit, fordi leg skal have en mening, føre til kontrolleret læring. Måske er det værd at lytte til Dion Sommers pointe, når hans forskning viser, at tidlige læreplaner giver mindre og senere læring. Vi knægter børnenes frie forskning!

Måske skal vi også overveje og diskutere, om forældres mistillid eller dårlig samvittighed eller en kombination heraf i forhold til os pædagogisk uddannede, får os offentligt ansatte til at gøre det uangribelige, fordi vi har andenhåndsansvar. Pædagog betyder jo, den slave der følger drenge (græsk: pais = dreng, agogos = følger). Men resultatet bliver, som Dy Plambeck oplever, sikker opbevaring frem for livskraftig udvikling.

Det er i øvrigt påfaldende, at alt det farlige, det udforskende, det legende står i de bøger, vi elsker at læse i skolen; Astrid Lindgren, Ole Lund Kirkegaard og ja, Dy Plambecks Os fra Blomsterkvarteret.

Men der er "håb" om, at man som pædagog, der målstyrer eleverne, også kan få hold på den ustyrlige litteratur, så eleverne får forklaringer i stedet for forundringer.

'Nytårsaften var jeg i selskab med en garvet lærer, der undrede sig over, at hun ved tre censorater på tre forskellige skoler havde oplevet stort set enslydende præstationer. De havde taget afsæt i Erik Henningsens maleri: Sat ud. Og fra Gyldendals portal havde de fået leveret samtlige spørgsmål og læringsmål, fornemmede hun. Velbekomme, siger jeg bare. Vi er tilbage ved tiden, hvor modelarkene lagde deres klamme figurer på elevernes tanker.

Det kan ikke være meningen, at vi skal opbevare førskolebørn og forhindre deres udforskning af verden og sig selv for at følge det op med målstyret opbevaring af deres tanker, når de kommer i skole.

Dy Plambeck fortæller i sit essay om konsekvenserne, som hun har oplevet det som gæstelærer: gymnasielever der gik i panik, når de måtte skrive frit og ikke fik oplysninger om hvilke ydre krav, de skulle leve op til.

Hvordan skal eleverne udvikle frie tanker, når så meget bindes op på voksnes kontrol og styring?

Tænk at gymnasium oprindeligt betyder stedet, hvor man praktiserer sine øvelser nøgen. (Græsk: gymnos = nøgen).

Tak for et tankevækkende essay, Dy. Det burde deles ud til alle forældre og pædagoger - herunder lærere, så vi sammen kunne lade børnene blive lidt mere fritgående, frit legende og frit tænkende.