Frisæt medlemsdemokratiet

Danmarks Lærerforening er i en politisk krise. En fagforening, som gennem årtier tilforhandler sine medlemmer et fald i livsindkomsten, først i forhold til teknikumingeniøren og siden til smeden, har en forkert politik.

På samme måde er det med arbejdstidsaftalen. Forberedelsestiden er for mange lærere blevet mindre, og undervisningsforpligtigelsen er øget. I 1992 var den gennemsnitlige undervisningsforpligtigelse på mellem 21 og 22 ugentlige lektioner, mens de skemaer, jeg nu ser hos kolleger, viser flere lektioner per lærer. Den udvikling er selvfølgelig helt uholdbar.

Det er ikke, fordi jeg drømmer mig tilbage til tiden før kommunaliseringen. Det største forholdsvise løntab kom før 1992, og nogle af den daværende tjenestetids reduktioner blev fjernet ved regeringsindgreb, uden at DLF kunne stille noget op.

Hvis DLF fortsætter den nuværende katastrofepolitik med hovedvægt på centrale nationale løn- og arbejdstidsaftaler, fortsætter nedturen. Den førte faglige strategi, med overvægt på centrale aftaler og konsekvent ligemageri, skal ændres, hvis udviklingen skal vendes.

Det vil blive uhyre vanskeligt at få arbejdsgiverne med på en central forbedring af forberedelsestiden og en mindre undervisningsforpligtigelse ved overenskomstfornyelsen i 2005 og mindst lige så vanskeligt at få en eventuel aftale godkendt ved den efterfølgende urafstemning. Vi kan lige så godt indstille os på, at konkrete forbedringer i arbejdstidsaftalen skal klares af kredse og tillidsrepræsentanter.

Samtidig er der intet kendt alternativ til den Ny Løn. Med regeringens faste greb om kommunernes økonomi vil der blive minimale generelle lønstigninger. Hvis DLF vil en lønfremgang, der holder trit med smedene, skal mange lønkroner tilforhandles decentralt i kommunerne.

DLF's medlemmer fortjener en bedre lønudvikling og en bedre arbejdstid end den, en SID-strategi i et fast normallønssystem kan præstere. Vi skal lære af Dansk Metals over hundrede års erfaring med lokale aftaler og anvendelse af løftestænger, som følges op af nivellering på et højere niveau for løn- og arbejdsvilkår. Alle kommer ikke med i første omgang, men i det lange stræk får alle medlemmer bedre vilkår.

Kongressen skal vedtage nogle få overordnede fagpolitiske målsætninger om løn og arbejdstid, som lokalt - med metodefrihed - nøjere fastlægges af generalforsamlinger og faglige klubber og udmøntes af kredse og tillidsrepræsentanter. Det lokale medlemsdemokrati skal frisættes, og den decentrale kompetence skal styrkes. Det er den vanskelige og bugtede vej frem, hvis vi vil forbedre vores løn- og arbejdsvilkår.

Niels Munkholm Rasmussen

Odense