Frie lærere tænker selv - en kritik af to bøger om didaktik

Alexander von Oettingen har skrevet Almen didaktik mellem normativitet og evidens, og Per Fibæk Laursen Didaktiske ambitioner alle elever med.

”Elever går i skole for at lære noget […]” (Oettingen s. 91). ”Skolens formål er, at eleverne skal lære noget […]” (Fibæk s. 118). Det nye modeord læring er ved at udradere folkeskolens overordnede formål om dannelse beskrevet som åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Spørgsmålet er, hvorfor både Alexander von Oettingen og Per Fibæk Laursen ´glemmer´ de fine ord som ´erkendelse, fantasi, tillid til egne muligheder´ og ´oplevelse, fordybelse og virkelyst´ fra skolens formål til fordel for det ene ord læring? Svaret er, at begge forfatterne surfer med på den John Hattie-bølge om synlig Læring, der med tsunami-styrke er ved at skylle dannelse ud af skolen.

Alexander von Oettingens og Per Fibæk Laursens didaktik er i høj grad præget af uddannelsesforskeren John Hatties evidens- empiri- og evalueringsteori, som dog må siges at have en usikker gang på jord, fordi sans for pædagogik og didaktik ikke kan indfanges ved en masse data. At være en god lærer har - helt modsat en tro på data - at gøre med et helhedsorienteret syn på undervisning. Nemlig, at man skal være autoriteten i klassen (uden at være autoritær), at éns engagement, menneskelige intuition, ja hele habitus er afgørende vigtigt for, at man kan give den enkelte opmærksomhed og faglig udfordring og sparring; samtidig med at man er lærer for alle børn og unge i sine klasser, dvs. arbejder med intention, kontakt, ansvarlighed og fantasi, udover selvfølgelig at være en værdig rollemodel. Jo, tak lærerne ved det godt!

Frie lærere ved også godt, at det er vigtigt med eftertænksomhed og, sammen med resten af samfundet, at forholde sig til, hvad vi dybest set vil med at holde skole. Er folkeskolens formål at danne eller uddanne? Skal børn og unge primært ses som arbejdskraft i et uddannelses-lys? Eller først og fremmest som mennesker, der skal udvikle personlighed? Skåret helt ind til benet, er det sådan, man må spørge, hvis man altså ikke vil underkaste sig John Hattie-bølgen - men tænke selv.

Direkte adspurgt svarer Per Fibæk Laursen: ”Jeg har ikke noget særlig afklaret eller markant menneskesyn. […] personlig bryder jeg mig bestemt ikke om ordet ´dannelse´” (Folkeskolen.dk-debat).

Per Fibæk Laursens råd til lærerne er i Didaktiske ambitioner alle elever med at skrue ned for interessen for, hvad politikere og forvaltere skaber af rammer for undervisningen (s. 152). I stedet skal der skrues op for, at lærerne bliver eksperter ud fra devisen at skabe lærerdidaktiske ambitioner på baggrund af (Hatties) empirisk(e) evidens- og empiriforskning (s. 68-71 og s. 160). Hovedbudskabet i bogen er, at skolen skal udvikles af lærerne med henblik på at få de svageste elever med i uddannelseskapløbet, og det kan ske ved at gøre op med reformpædagogikken og fokusere på en instrumentelt anlagt, empirisk dokumenteret undervisning med disciplin.

Alexander von Oettingens didaktik læner sig, som Per Fibæks, op ad John Hattie med fokus på evidens og empiri. ”Den empiriske uddannelsesforskning har leveret nye og vigtige erkendelser, hvad angår undervisningskvaliteten”, siges det på side 62 i Alexander von Oettingens bog, og udover Kant, Herbart og Luhmann er Hattie da også én af de mest citerede i bogen fremgår det af bogens register, s. 168-171.

Intentionen med Almen didaktik mellem normativitet og evidens er at formidle en didaktisk evidens og empiri-viden, så ”lærerne [bliver] bevidst om, at der er noget, der virker bedre end andet” (Oettingen s. 62). Det gennemtrængende budskab i hans bog udtrykkes på s. 64: ”Ser man på rækken af standarder og kriterier [for undervisning], er det helt tydeligt, at den empiriske uddannelsesforskning er væsentlig for at få evidensbaseret viden om god og effektiv undervisning. En sådan viden er genereret på baggrund af hypoteser, renset for tilfældigheder og sikret gennem systematiserede og kontrollerede observationer.”

Som en reaktion på de to John Hattie-inspirerede didaktikbøger fristes man til at pege på ´anti-evidens-bølge-bøgerne´: Brian Degn Mårtenssons Konkurrencestatens pædagogik. En kritik og et alternativ, Peter Kemps Løgnen om dannelse, Rasmus K. Rahbeks og Jonas Møllers Højskolepædagogik, Steen N. Larsens Dannelse - en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering og Thomas Aa. Rømers Pædagogikkens to verdener. Disse lægger alle op til kritisk tænkning om den evidens-og empiribølge, der er ved at lægge skolens dannelsesformål øde.

Indlægget er tillige bragt i ”Friskolebladet” nr. 3, 2016