Så var den der igen i Folkeskolen nummer 38. Endnu en gang skulle den siddende regering og Pia Kjærsgaard lige svines til af den 'morsomme' klummeskriver Fru Fischer.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vide, hvem dette sandhedsorakel egentlig er, og hvis holdninger hun udtrykker, for det er i hvert fald ikke mine holdninger.
Endelig burde det måske så småt sive ind hos redaktionen, at medlemmerne af Danmarks Lærerforening ikke alle er venstreorienterede 68'ere med ensrettede meninger og Tvindhår, og at mange (selv socialdemokrater) er helt på linje med den nuværende regerings nødvendige og gennemfornuftige stramninger af udlændingepolitikken - tænk, der er faktisk et demokratisk flertal for den førte politik.
Og slutteligt . . . hold nu op med at sammenligne tilstandene her til lands med tilstandene 'syd for grænsen' (under nazismen), som Fru Fischer gør i sin ulækre klumme. Der må dog være en grænse for perfiditeter i et fagforeningsblad.
Lars Prier
Selsmoseskolen, Høje-Taastrup
Fri os fra 'Fru Fischer'
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.