Fremtidens superlærere er folkeskolens råstof

En superlærer for mig er en lærer, der ikke bare drømmer om – men også lykkes med – at skabe trygge læringsfællesskaber, hvor elever kan vokse og trives. Det er en lærer, som ikke blot uddanner unge mennesker til en ungdomsuddannelse, men også danner børn og unge til det hele liv. En superlærer har fagfagligheden på rygraden. Som fagligt fyrtårn inspirerer superlæreren eleverne, så brøken, personkarakteristikken, noden, løbeturen eller fotosyntesen føles som en leg. Han/hun formår at skabe et læringsrum, hvor det er okay at lave fejl. Og hvor der altid er både tid og plads til at favne elever, der har ondt i livet. For superlæreren er altid på barnets side.

Sådan ser superlæreren i min optik. Og derfor kæmper jeg – og vi i Lærerstuderendes Landskreds – for, at læreruddannelsen skal klæde alle lærerstuderende på til at kunne gå ud og være lige netop superlærere i folkeskolen. Dette kræver en uddannelse, der klæder os på til at være faglige fyrtårne i folkeskolens fag. En uddannelse, hvor vi gennem studiemiljøet lærer at tage ansvar for vores egen uddannelse og være udøvende demokrater. Hvor vi gennem de pædagogiske fag lærer et mangfoldigt udsnit af pædagogiske teorier og kan reflektere kritisk over brugen af disse. Og sidst, men ikke mindst, så kræver det en uddannelse, som veksler mellem teori og praksis. En uddannelse, hvor praktikken og praksiskoblingen spiller en hel central rolle for, at vi som lærere i fremtidens skole kan lykkedes i et meget kompliceret job.

Denne blog er for fremtidens superlærere. I Lærerstuderendes Landskreds glæder vi os til at spille ind med de studerendes oplevelser fra hverdagen ude på landets læreruddannelser; fra morgensamlingerne, fra praktikken og fra undervisningen. Vi glæder os til at diskutere, hvor vores uddannelse lykkes og hvor den mislykkes.

For vi lærerstuderende er eksperter på vores egen hverdag. Vi er eksperter på fremtidens lærerprofession, og vi – fremtidens superlærere – er folkeskolens råstof.