Frafald og Fuglsang i Politiken

”Jeg havde brugt alle de resurser, jeg havde fået med mig fra læreruddannelsen, men lige lidt hjalp det.” Her er en situationsrapport fra Christinna der har været i praktik i 1. b.: ”Jeg lavede spændende og kreative undervisningsforløb, med fokus på forskellige opgavetyper og hyppige skift i aktiviteter. Jeg sørgede for at eleverne fik en masse bevægelse i løbet af lektionerne. Og jeg sørgede for at opstille tydelige mål, udarbejdede elevmål med enkelte elever og havde fokus på feedback. Det virkede ikke. Elevernes interesse var helt andre steder. For det meste hos iPads eller dyre-samlekort. Hver gang jeg fremlagde planen for lektionen med klare og tydelige mål, blev der gang på gang smidt sætninger som: “Ej, hvorfor skal vi det? Det lyder kedeligt.” ud i lokalet. Eleverne kunne ikke se meningen med det arbejde, jeg havde planlagt på trods af farverige Prezi-præsentationer og masser af Youtube-klip. Det mål jeg havde med undervisningen, var ikke et mål, eleverne havde lyst til at arbejde sig hen imod. Derfor besluttede jeg mig for, at holde synliggørelsen af de officielle mål på et minimum og i stedet koncentrere mig om at lave undervisning, der gav mening for eleverne her og nu, for at finde ud af om dette kunne sikre min sejr mod iPads og Disney-samlekort i 2.b’s klasselokale.”

Sådan er hverdagen i 1. b og mange andre klasser. Der er engagerede lærere, der er mål og tiltag og it-variation, men det er en stadig kamp om dagsordenen for undervisningen, der foregår mellem lærer og elever. Helt klassisk gælder ordsproget ”Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke” fortsat i al pædagogisk praksis. Derfor er det svært at være lærer. Hele autoriteten og undervisningens mening er for en stor dels vedkommende lagt på lærerens personlige autoritet og autencitet. Derfor er det svært at være lærer, og man kan ikke som lærerstuderende vide i virkeligheden, om man kan ”holde til” at være den, der bærer meningen og hverdagens betydning for så mange elever, som man får ansvaret for.

Jeg har gennem tyve år undervist på læreruddannelsen, og når Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør på Politiken spørger: ”Er der en lærer til stede på skolen?” og i samme kommentar fra 23. 2 lægges skylden for de mange vikarer og de manglende lærere over på læreruddannelsen.

Fuglsang siger: Læreruddannelsen har for få ansøgere, for stort frafald og så flygter lærerne i øvrigt fra skolen i fodsporene på skolereformen. Det sidste punkt er ikke dog ikke læreruddannelsens ansvar, men jeg vil gerne kommentere på Fuglsangs første to punkter.

1. Der er for få ansøgere., skriver Fuglsang. Heldigvis er der indført adgangskrav på karakterniveau (mindst 7 i snit, langt mere end hovedparten af universitetsuddannelserne kræver). Der er endvidere en optagelsessamtale, hvis man har andre kompetencer end et højt gymnasialt karakterniveau. Optagelsessamtalerne har jeg medvirket i, det er et fremragende redskab ikke blot til at afdække ansøgerens faglige niveau, men også til at give den motivation, der kræves for at gennemføre en uddannelse. Ansøgerfeltet er mindre, men de studerende er blevet dygtigere og langt mere arbejdsomme, sådan lyder det fra mine kolleger og jeg selv. Det er godt. Man skal være fagligt skarp for at kunne klare en læreruddannelse. Det er ikke for alle. Derfor er der god grund til at glæde sig over at kravene er skærpet, velvidende at det giver et mindre ansøgerfelt.

2. Frafaldet er for stort, skriver Fuglsang. Min erfaring er, at frafaldet altid vil ligge omkring 30 %. De studerende var gennemsnitlig 22 år, og mange kom ”lige fra gymnasiet”, da de begyndte på uddannelsen. De valgte med hjerte og hoved, men man kan aldrig vide, om man i praksis kan ”holde til” at være den, der (i overført betydning) står bag katederet og personificerer meningen med hverdagen i skolen. Derfor er det godt, når de, der har valgt forkert, og som ikke trives med synligheden og ansvaret, får valgt fra og skifter til en anden uddannelse. Det skal man ikke begræde.

Vi har mange tiltag i læreruddannelsen i UCN for netop at sikre, at frafaldet (der har ligget fast på hen ved 30% i 30 år) sker i det første studieår. Vi har ”Mus-samtaler” med alle førsteårsstuderende, der er en skarp mødepligt og deltagelsespligt, der er bestandigt opgaver, der skal afleveres (og som studerende får feedback på), og der er studentervejleder og studievejledere. Vi har intet ønske om at fastholde alle, vi ønsker, at de studerende bliver afklaret i det første studieår, men herefter er der masser af ”realitetschok” og sociale hændelser i de studerendes eget liv, der kan bevirke, at der skiftes uddannelse.

Når Jacob Fuglsang skriver: ”Noget må gøres, og det haster”, så mener jeg, at det er i folkeskolen, (og også i hjemmenes opdragelse) der skal gøres noget, så lærernes arbejdsvilkår bliver mere attraktive for såvel de nyuddannede som for de rutinerede i faget. Frafald på uddannelsen må være der, men skal helst ske på første år, og ansøgertallet til læreruddannelsen er på rette spor, men det tager tid.

Og Christinna dimitterer snart som lærer. Hun vil forhåbentlig fortsætte med at kvalificere folkeskolens faglige niveau for alle børn, - også de, der hellere vil bytte Disneykort fremfor at dividere og lære dansk grammatik.

Bodil Christensen

Læreruddannelseni Aalborg

Møllegårdsvej 1 Horne

9850 Hirtshals

boc@ucn.dk