Fra NERA: The Repositioning of Education in the 21st Century and what Can be Done Of It

KEYNOTE:

The Repositioning of Education in the 21st Century and what Can be Done Of It

- af Prof. Hugh Lauder, University of Bath, UK

Referat fra programmet (egen oversættelse):

Gennem det 20. århundrede, og især efter 2. verdenskrig, har det været almindelig påstået fra politisk side af, at uddannelse skulle være det bærende element for at sikre fremtidens muligheder for lighed, uanset social klasse, køn, etnicitet og handicaps, især i relation til adgangen til at kunne få et job og en karriere. Dette var baseret på en idé støttet af snæver forskning som satte forbindelse mellem uddannelsesmæssige præstationer og arbejdsmarkedet, hvor dem der uddannede sig kunne opnå social mobilitet, via uddannelsen.

Denne idé om udannelsesmeritokratiet, som især var stærk i de nordiske lande, blev mødt af stærk kritik i slutningen af det 20. århundrede, desuagtet var idéen om uddannelse som nøglen til lighed gennem muligheder og gode jobs stadig gældende blandt mange politikere.

Overbevisningen om, at uddannelse som en social lighedsskabelse er ikke længere gældende. I det 21. århundrede er der sket en fundamental forandring mod globalisering, hvor arbejdsmarkedet og uligheden har ledt til en repositionering af uddannelsesområdet som en global samling af institutioner på alle niveauer, fra grundskole til højere uddannelse og forskning, som udelukkende ser uddannelse som leverandør til økonomien, individet og den nationale konkurrenceevne er tvivlsom.

Dette forhold mellem uddannelse og økonomien har vist sig at være problematisk for alle andre end eliten. Spørgsmålet er, om de nordiske lande er undtagelser fra disse generelle trends?

----------------------------------------------------------------

Egne noter fra keynoten:

Vi skal væk fra markedsgørelse af uddannelse og repositionere uddannelsessystemet.

Hvad er formålet med uddannelse? Økonomiargumentet er dysfunktionelt og fylder for meget. Uddannelse ses som årsagen bag, og motoren for social mobilitet. Hvad er uddannelsesstrukturen i forhold til mobilitet, og hvad med medborgerskabet og verdensborgeren når vi ser på fremtiden?

Politiker ”jagter” familier mod en mere og mere intens konkurrence hvor der til stadighed er færre ”vindere”.

De globale uddannelsesinstitutioner <-> Demands Elite Work

Skoler <-> Kapitalisme

Jf. Piketty sker der en polarisering i forhold til indkomst og rigdom.

Den samme mekanisme ser vi på uddannelsesområdet: Der er få nationale/globale eliteuniversiteter, hvorfra de globale VIP/CEO’s hentes fra. Eliteuniversiteterne er meget dyre, og det er forbeholdt de meget få at opnå adgang med stipendier på grund af særlige evner.

Vi ser en målrettet bevægelse mod eliteuniversiteter der er transnationale, hvis kandidater efterspørges til topposter af transnationale virksomheder.

Den organisatoriske struktur i de transnationale virksomheder er ”flad”, der er ikke længere ”en stige” man kan kravle op af. Som eksempel blev der vist en graf over lønindkomst for ansatte i USA, fra 30 år og opefter var lønstigning nær 0.

Udvælgelse af ”talenter” på universiteterne sker bl.a. af McKinsey, der er kun få som udses til at være ”supertalenter” – disse er multikulturelle og flersprogede.

Ud fra dette kan man identificere to overordnede problemer:

En ideologi baseret på ”talent” stopper den sociale mobilitet
Begrebet ”talent” er ikke defineret nærmere – selv en ”Talent Manager” kunne ikke svare på, hvad talent egentlig er.

Disse ”super managers” der rekrutteres fra eliteuniversiteterne har en meget høj indkomst – det handler om ”klasse” og er ikke et spørgsmål om resultater og/eller produktivitet.

Men hvad med resten?

Jf. en graf for indkomstudvikling i USA i forhold til alder så vi, at:

Fra 30 år op opefter: Indkomsten stiger ikke længere – den ”flatliner”
Kun den øverste decil stiger i løn.
Kvinder med den samme uddannelse oplever også ”flatline” (ligesom i UK)

Hugh Lauder tilføjede ”Hvem sagde post-feminisme?” (der hørtes en latter i salen, der dog samtidig var lettere frustreret).

I USA er der en del (vel)uddannede i arbejde som ufaglærte, og kun 30% af de laveste indkomstgrupper får en uddannelse.

Begrebet ”Knowledge Capitalism” blev introduceret.

Low Skill - High Wage (Ford-modellen)
High Skill – High Wage
High Skill – Low Wage (Digital Taylorisme)

Der er forskel kapitalisme og markedsgørelse af uddannelserne. Problematikken består i, at der er for lille efterspørgsel efter højt specialiseret/uddannet arbejde – der er ikke længere en garanti for job i forhold til før, selv når man uddanner sig. Dette er et fundament problem.

I denne forbindelse – hvad er uddannelsessystemets rolle?

Vi har et demokratisk deficit, for de transnationale skoler og universiteter er frakoblet nationale demokratiske systemer. En politiker vil måske sige, at universitetet er til for staten, men universiteterne har deres berettigelse i ”sig selv”. Spørgsmålet er også, hvordan man kan sikre det demokratiske i uddannelsessystemerne, som også skal understøtte økonomien, men balancen har forrykket sig.

Nogle vil måske mene det er for meget ”happy go lucky” ikke at have fokus på behovet for uddannelse i konkurrencen – men, med det pres der lægges på konkurrenceelementet er konsekvenserne for høje. Man kan ikke blive ved, de følelsesmæssige konsekvenser for børnene ser vi allerede – de er voldsomme.

Spørgsmål: Har ekspansionen i højere uddannelser betydet en devaluering af værdien – bør vi i fremtiden have færre højt uddannede?

Svar: I bogen ”The Death of Human Capital” tales der for at etablere jobs i forbindelse med alle underliggende strukturer, fremfor at nedlægge uddannelsesinstitutioner. ”Markedet” kan ikke give os det, vi har brug for. Politikerne må derfor etablere en industriel politik – se eksempelvis Tyskland og Brasilien og hæve efterspørgslen.

Spørgsmål: Er der noget modstand og/eller håb?

Svar: Magt og systemer kan nedbrydes (de marxistiske rødder fornægter sig ikke).

Spørgsmål: Hænger fremgang sammen med høje lønninger?

Svar: Hvad er kompetencerne? ”High Skill” arbejde kræver nødvendigvis ikke en høj løn, men en god. Hvem skal styre det? Det private eller det offentlige? I servicesektoren er ”Emotional skill” eksempelvis vigtigt.

----------------------------------------------------------------

Egne kommentarer:

Der er flere problematikker, som afdækkes i keynoten:

1 – Topposter i transnationale virksomheder besættes af kandidater fra elitære skoler og universiteter, hvor adgangsbilletten ikke er færdigheder, men adgang via en social status. På denne måde er der etableret et lukket selvforsynende netværk, som fastholder sin egen position, uden adgang for dem uden for den elitære sociale klasse. Dette netværk af skoler og universiteter er frakoblet demokratisk kontrol og indflydelse.

2 – Den ”gamle” idé om uddannelse som værktøj mod sikring af social status og sikkerhed gælder ikke længere. På trods af højt uddannelsesniveau ser vi arbejdsløshed og stagnerende lønindkomst for ansatte inden for lønerhverv, ligesom kvinder uanset status oplever en stagnerende lønudvikling.

3 – Uddannelse som middel for social mobilitet holder ikke længere. Så er det vel interessant, at man i folkeskolereformen fastholder, at reformen skal give eleverne bedre muligheder på trods af ”negativ social arv”. Noget, som jf. keynoten ikke holder, forskningen modsiger også dette (eksempelvis har Pasi Sahlberg på en konference jeg deltog på redegjort for, at skolen/lærerne kun står for 10-20% af elevernes faglige resultater og som sådan ikke kan garantere en bedre ”Equity” – men det er alle de institutioner og forhold uden om skolen, der gør forskellen – eksempelvis lighed, andel af fattige, sociale velfærdsordninger, socialpolitik, lighed mellem kønnene etc. Egentligt et paradoks – man giver skolen og lærerne et ansvar, som skolen/lærerne rettelig ikke har egentlig indflydelse på, samtidig tager man ikke fat på de strukturer og rammer, som egentlig batter noget! For at gøre det hele endnu mere absurd, så indfører man tiltag som har vist sig ikke at virke, eller ligefrem har vist sig at være kontraproduktive – mens man ikke indfører tiltag, som kunne hjælpe elever).

4 – Vi er der ikke endnu – men er på vej! De nordiske lande anses af mange som en ”oase” i den globale markedsgørelse af uddannelsessektoren – men med det nyere syn på skoler, på universiteter, som leverandør til konkurrencestaten (Hvad ellers) afspejler vel pointen i keynoten meget godt. Synet på uddannelsen er, at der kun findes ét formål: Markedet, altså arbejdsmarkedet – som ét eller andet abstrakt ideal. Men det er lidt absurd, er det ikke? I og med der ikke ligger en garanti længere? Den sociale kontrakt er brudt?

Vores uddannelsesinstitutioners legitimitet som kultur- og samfundsinstitutioner der skal sikre demokratiske, oplyste medborgere (se bare folkeskolens formålsparagraf) er fuldstændig fraværende i politikeres tale. Vi har meget at værne om, hvis vi ikke vil ende som USA, New Zealand og UK, der anvendes som eksempler i keynoten. Eksempler, der ikke bør efterfølges.

Link: http://ips.gu.se/english/NERA+-+Nordic+Educational+Research+Association