Fra målstyring til FORMÅLstyring

Når ministerium, forvaltninger, skoleledere og læringskonsulenter landet over prædiker om betydningen af at undervise læringsmålstyret, medfører det en betydelig fare for, at det pædagogiske fokus bliver - netop ensidigt. Den danske lærerstab klædes på til at planlægge, gennemføre og evaluere læringsmålstyret undervisning, hvor Fælles Mål og en operationalisering af dem er i centrum, og med dette stærke fokus skal der både en god portion "civil courage" og en stærk professionalitet til for at modsætte sig og insistere på et bredere sigte. Men dét er absolut nødvendigt, hvis det ikke skal få alvorlige konsekvenser for elevernes læring, dannelse og engagement.

Et vigtigt element i den læringsmålstyrede undervisning er at operere ud fra konkrete, evaluerbare mål. Eleven skal hele tiden være bekendt med de mål og med, i hvor høj grad de er nået. Med andre ord er det meningen, at elevernes samlede virke skal være orienteret imod præstationer og progression. En ydre motivation rettet imod hele tiden at kunne få øje på læringsfremskridt er drivkraften. Eleven skal være "læringsbevidst" - bevidst om sig selv som "den lærende", der higer efter målbare resultater.

Det burde sige sig selv, at det kan få alvorlige konsekvenser for eleverne. Det er gammel og velkendt viden - læringsteoretisk og professionelt erfaringsmæssigt - at læreprocesser nødvendigvis ikke kun må være båret af viljen til at præstere og skabe synlige resultater. De eksisterende relationer i klasserummet - lærer-elev-relationen, elev-elev-relationerne, elev-stof-relationen er helt afgørende elementer i enhver læreproces, og de risikerer at gå tabt, når læreren - eller "læringseksperten" - arriverer og kun er fokuseret på og trænet i at skabe og iagttage resultater.

Elevens oplevelse af mening er et lige så vigtigt element i læringen. At stoffet, emnet i sig selv giver mening for eleven. At det kan sættes i relation til elevens erfarings- og refleksionsverden, og at eleven bliver ansporet til at knytte an til det stof, der arbejdes med. Og så er der altså tale om en indre motivation. "Jeg involverer mig i arbejdet - ikke for at præstere et resultat for mig selv og min lærer, men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er nødt til at vide mere."

Læringsmålstyret undervisning i betydningen at styre efter og synliggøre snævre, målbare mål og lede efter åbenlyse tegn på læring er hensigtsmæssig i nogle tilfælde. Men som ensidigt og overdrevent anvendt metode vil den med meget stor sandsynlighed hægte en masse elever, der ikke kan leve, ånde og lære i en så markant præstationskultur, af. De har også brug for at glemme sig selv som "den lærende". De har brug for "læringsglemsel" (for at låne et smukt begreb fra Lene Tanggaard), hvor de bliver så optaget af et fag eller af stoffet, at de ikke iagttager sig selv og egne læringsresultater udefra. De har brug for engagerede lærere, der præsenterer stoffet på en levende og vedkommende måde. De har brug for, at miljøet i klassen er befordrende, trygt og godt at udfolde sig i. Og de har først og fremmest brug for, at deres lærere vil noget mere og større med dem end det, der kan måles og vejes.

Læreren må være bevidst om og styre efter det overordnede formål med sin undervisning. Hvor et mål henviser til, HVAD der skal læres, og naturligt fører til, HVORDAN det skal gøres, drejer et formål sig om, HVORFOR der skal arbejdes med netop dette stof. Eleverne skal ikke kun blive dygtige teknikere. Man skal ikke kun kunne påvise fx en læseudvikling uden at tage stilling til, hvad læsningen skal bruges til. Eleverne må føres til at opleve, HVORFOR læsning er vigtig. Og det handler om formål, mening, et større perspektiv. Og i høj grad om relevant fagligt indhold. I den læringsmålstyrede undervisning synes fagene og deres indhold at være helt underordnede de tekniske, målbare fremskridt.

Så der er kraftigt brug for, at lærere ikke bare klædes på til at formulere læringsmål, men i høj grad også til at formulere og styre efter overordnede formål, som meget vel kan være inspireret af folkeskolens formålsparagraf og fagenes formål. Disse tekster er helt oversete i debatten om folkeskolen og reformen. Det er jo DEM, der skal være primære styringsredskaber, for her udstikkes nogle etiske, æstetiske, humane og demokratiske tanker om elevernes udbytte af deres skolegang. Og det er dette brede sigte, vi som lærere må kæmpe for at fastholde, fordi det er livsnødvendigt for vores skole og for vores elever!