Universitetet svigter børnene
Vores børn og børnebørn kommer til at marchere ud af skoleporten i taktfaste geledder som konkurrencestatssoldater, hvis de virkelig skal være forsøgskaniner i den nye heldagsskole. Flere timer i en skole, som ikke i praksis styrker det pædagogiske og faglige niveau, fører kun til, at eleverne bliver dygtigere til at svare rigtigt på tekniske tests – ikke til, at de bliver dygtigere til fagene eller til at klare sig i (arbejds-)livet. I politikernes tro på konkurrencestatens lyksaligheder griber de frit i luften svævende nye metoder til teknisk standardiseret indlæring. Men de er opfundet til lejligheden – for lige netop at kunne passe til den nye konkurrencestatsskole.
Ledere og magtfulde forskere på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, DPU, understøtter denne skolepolitiske trend – ved at fokusere på evidensforskning.
Problemet er, at evidens nok er egnet til den medicinske verden, hvor man objektivt og med rent forstandsmæssigt overblik kan udvælge, hvad der virker – men når det drejer sig om pædagogik og undervisning, er det ikke tilstrækkeligt. Mennesker i uddannelse og udvikling skal ikke masseproduceres i konkurrencestatsskoler – som medicinske produkter på markedet – for derefter at blive spyttet ud som en slags robotter.
Kritiske forskere fremlægger i kontrast til evidens en anderledes overbevisende forskning i pædagogik, fordi den fokuserer på mennesket som en helhed – ikke blot som et ”rent” forstands- og fornuftsvæsen. Vi må se i øjnene, at vi er lige så uforudsigelige og mangfoldige som den natur, vi er den del af - og som de kulturer og trosretninger, vi er rundet af. Konklusionen er, at børns og unges muligheder for at blive fagligt dygtige og selvstændigt tænkende mennesker ikke udvikles med evidens-standardiserede heldagsskolemetoder.
Alligevel overhales de kritiske forskere med fuld speed af DPU ledere og magtfulde forskere, der som fra en velsmurt landbrugsmaskine, sprøjter det tragisk ensidige budskab ud: Den danske pædagogik skal evidensinformeres med standardiserede pædagogiske metoder, der ”virker”, så vi kan få en effektiv konkurrencestatsskole.

Universiteter skal ikke være til fals for trends
Der er ikke meget tilbage af DPUs første rektors, Lars-Henrik Schmidts, holdning, som han udtrykte den i sin indvielsestale af DPU i 2000, ”hvor universiteter i almindelighed er sat til at være træge strukturer, som ikke lader sig overrumple af den første og den bedste trend, er Danmarks Pædagogiske Universitet sat til at være følsom over for tendenser - uden at være til fals for trends”. På to yderst velbesøgte konferencer ”Konkurrencestatens krav om dannelse” og ”Evidens og dømmekraft” som Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, DPU, afholdt i november og december 2013 – overrumpledes man, stik imod Lars-Henrik Schmidts advarsel for 14 år siden, af tidens trend. Holdningen er: Konkurrencestaten er in hos politikerne, og derfor må pædagogik og undervisning i den nye heldagsskole tilpasses og være evidensinformeret og kontrolleret. Kritisk forskning er dermed dømt ude.

Menneskesynet i konkurrencestatsskolen er usympatisk
Konkurrencestatens grundlæggende mantra er opportunistiske livsduelighed. For at klare sig i den globale konkurrence skal børn og unge opdrages til at sno sig og udnytte enhver situation, så det bedst kan betale sig. Logikken er: Hvad kan jeg gøre for dig - for at gøre det bedre for mig? I pædagogisk sammenhæng er det helt i tråd med konkurrencestatens etik: Vi er først og fremmest ansvarlige for os selv og vores muligheder for at klare tilværelsen. Men det er både dumt og svagt at krybe for et sådan konkurrencestatssyn på mennesket som en usympatisk blanding af et opportunistisk individ og en marcherende økonomisk soldat, og det fører slet ikke frem til skolens formål om åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Når man står i den praktiske virkelighed, uanset om det er med børn, unge eller voksne, så ved man, at det er det rene vrøvl at påstå, at undervisningsformålet kan nås ud fra rene evidensinformerede metoder. For pædagogik handler altid om noget mere - og helt andet, nemlig om selve livet med alt, hvad det indebærer af historie, filosofi, kultur, religion, psykologi, kort sagt dannelse til samfundet og til livet. Derfor må man som underviser altid være i en – faglig og menneskelig – reflekterende bevægelse for at kunne mestre undervisningens praktiske og mangfoldige krav.

Forskere og politikere i en uhellig alliance
Men undervisere i Danmark svigtes i dag af det universitet, som løber efter tidens trend og ikke vil eller tør tage bladet fra munden og sige lige ud til politikerne, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem pædagogik og økonomi. Der er en uhellig alliance mellem politikerne, som går ind for konkurrencestaten - og forskerne, som kritikløst opfinder smarte metoder, så konkurrencestatsskolen kan realiseres. Pointen er, at der ingen overbevisende forskning er for den nye heldagsskole og dens teknisk standardiserede metoder - hverken som effektiv konkurrencestatsgevinst eller som uddannelse til et godt (samfunds-) liv.
Tværtimod peger kritisk analyserende forskning på, at hvis børn, unge og voksne skal klare sig både som mennesker i livet som sådan og i den globale konkurrence, skal nytteløse evidensmålinger og tests afskaffes, og man skal lægge uddannelsespolitikken til rette på noget andet og mere gennemtænkt end den nye konkurrencestatsskole. Den kritisk analyserende forskningsfløj har overbevisende argumenter for en pædagogik og undervisning, der går lodret imod at producere ensrettede konkurrencestatssoldater – og som helt modsat vil skabe alment vidende og selvstændigt tænkende mennesker.
Hvorfor er det ikke dette budskab, der sprøjtes ud over det ganske land fra ledere og magtfulde forskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet/ DPU?

Lærke Grandjean

Fra Humboldt til smartphones

Fra Humboldt til smartphones