Fra 3.- 4. klasse: Når klassen ikke er klar til at give slip på pædagogen

Foto: Privat

Jeg tror, at de fleste gerne vil beholde klassens faste pædagog, hvis det er en mulighed. Det er det nok meget sjældent, for med årene bliver eleverne mere modne og klassen skulle gerne være blevet så robust på fire år, at den er klar til at vinke farvel til den ekstra ressource i klassen.

Men hvad nu hvis klassen simpelthen ikke er der endnu, hvor de er klar til helt at stå på egne ben uden pædagogens skarpe blik på trivsel?

Ét er forældrenes, lærernes og pædagogernes direkte henvendelser til ledelsen i håb om ekstra støtte til næste skoleår. Noget andet er, når tre piger fra selvsamme klasse tager teten og vælger at skrive et meget personligt brev til skolelederen, hvor de uddyber over for ham, hvorfor lige netop deres klasse har brug for stadig at have nogle timer med deres pædagog i klassen efter ferien. Det er, hvad tre piger fra en 3. klasse i min omgangskreds gjorde.

Et brev der gjorde indtryk

I brevet beskrev pigerne, hvad klassens pædagog betyder for dem, og hvordan hun kan give hele klassen en bedre skoledag. Hun kan nemlig både hjælpe de elever, der har særlige udfordringer, men hun giver også mere ro og stabilitet til de andre elever i klassen. På den måde er hun med til at støtte klassen både i det faglige og det trivselsmæssige perspektiv.

Pigerne hang brevet på skoleledernes kontor og afventede svar retur.

Brevet endte med at gøre et stort indtryk på lederen. Måske særligt fordi pigerne havde lagt mange følelser i brevet. De beskrev bl.a. hvor utrygt det var at miste en voksen, som havde brugt meget tid på klassens sociale spilleregler.

Lederen endte med at gå ned i klassen og snakke med de tre piger.

Den pædagogiske hjælp fortsætter nu i 4. klasse, dog med et mindre timetal. Et sundt og fint kompromis er nået, og følelsen af ikke helt at miste er for børnene enormt vigtigt i denne sammenhæng.

Indimellem trumfer følelser og pædagogisk overblik de vanlige strukturelle, økonomiske og planlagte sammenhænge - og heldigvis for det.

Det er betryggende at vide at en flok elever, en portion forældre og en forsamling professionelle kan mødes i en løsning, hvor alle kan leve med det.