Fortælling fra skolehaven: radisen

Når man har puttet de bittesmå frø i jorden, sker der noget utroligt. Det lille frø bliver til en rød radise.

Smagen af frisk radise på en rugbrødsmad med rygeost, er lykken for mig. Men børnene, som jeg har med i haven, er ikke altid vilde radiser. De er kritiske, og lader sig ikke begejstre, bare fordi radiser sunde og flotte. De syntes, at radiserne er stærke som sennep!

Men – over en sæson i haven, oplever vi, at en radise SLET ikke bare er en radise.

For det første, behøves radiser slet ikke være i nationalfarver. De kan være lilla, grønne og hvide. Det kan blive til nogle farvestrålende rygeostemadder, som hylder biodiversiteten, men lige lidt hjælper det, hvis man synes at radisen er for stærk.

Men også i styrken på radisen, er der stor diversitet. En spæd radise er ikke så stærk, men jo ældre den bliver, jo stærkere bliver den også. Dens styrke bliver også påvirket af mængderne af vand og varme og hvilken slags jord den vokser i. Radisen i den ene ende af skolehaven, kan være ret anderledes end radisen i den anden ende.

Hvis man ikke får høstet alle sine radiser mens de er små, kan de hurtigt vokse sig store som appelsiner. Det er en fed følelse at hive en KÆMPE radise op af jorden, men til gengæld er den blevet besk og trævlet.

Så er det bedre at lade radiserne vokse videre. Så opdager man nemlig også, at radisen er med i korsblomstfamilien og slet ikke er en rodfrugt, som man ellers godt kunne tro. Radisen er i familie med ruccola, raps og broccoli. Man kan spise radisens fine blade, ligesom man spiser rucola. Når man lader den vokse, går den i stok og bliver til en høj plante der ligner en rapsblomst. Radisen får hvide blomster og en masse skulpere.

Radise-skulpere er noget af det bedste jeg ved.

Skulperne er radisens frøkapsler. De ligner små, spændstige, lysegrønne bønnebælge. Skulperne skal ikke kun sikre næste års radise-høst – de fleste skulpere de skal spises, for de smager vidunderligt. De er knasende og spændstige og smager som en blanding af ærter og radise. De er en delikatesse – også for de børn jeg kender.

Så laver vi mad med dem, men gemmer lidt til frø, smider resten af planten på kompostbunken og begynder at glæde os til næste års radise-sæson.

Derfor glæder jeg mig til at komme ud i skolehaven.