Forsikringer om at sikre

Hvad mener undervisningsminister Bertel Haarder, når han i sommernummeret udtaler, at han vil »sikre« elevernes faglighed? Hans forgænger Ulla Tørnæs ville jo også »sikre« dette og hint gode, herunder fagligheden, i den dekadente folkeskole. Men der er just ikke sikret noget som helst andet end besværet med tiltagene. Jo, Haarder vil teste. Men når testen så har vist, at faglighedens højnelse ikke er nået, hvad så? Så vil kravene om at tage sig sammen hagle ned over lærere, ledere og kommuner. Men arbejdsbetingelserne i skolen er jo stadig de samme. Og så må ministeren igen til at finde på noget, der igen skal sikre det, der alligevel ikke blev sikret, sidst noget skulle sikres. Konkret foreslår Haarder en ændring af formålsparagraffen. Den skal handle om, at børnene skal have kundskaber med det samme. Men hjælper det, at dette bliver prentet ind i en paragraf, når to ministres sikkerhedsgarantier ikke har hjulpet. Og så skal læreruddannelsen forresten ændres. Men de læreruddannede skal altså virke ude i den samme dekadentprægede folkeskole, hvor der i forvejen arbejder lærere, der vistnok for de flestes vedkommende hellere end gerne vil højne kundskabsniveauet, hvis det blot var muligt. Men det er det ikke, så længe folkeskolen som udelt er indrettet til at vægte alt muligt andet end lige netop det faglige løft, der så desperat efterspørges for tiden. Jens Færk, Stig Andersen og Thomas Damkjær Petersen udtaler sig i samme nummer om ministerens måde at være minister på. Men ingen kommer blot i nærheden af problemets kerne: Folkeskolens udelthed. Så de er heller ikke interesserede i at afhjælpe folkeskolens uduelighed som undervisende institution.