Forhandlet arbejdstidsaftale eller Lov 409?

7 års tovtrækkeri og en mistillid mellem folkeskolens parter, som har sat dybe spor og har forplantet sig ikke kun ud på lærerværelserne, men helt ud i befolkningen. Mistilliden til både KL og Undervisningsministeriet har været tiltagende over de seneste år, og ofte mødes man med hovedrysten og apatisk ligegyldighed, når talen falder på samarbejde på politisk niveau i folkeskolen. Nævn Lov 409 og lærere bliver stadig vrede og frustrerede over ikke kun den lov som blev indført, men i særdeleshed også den retorik, som blev brugt uretmæssigt mod dem. KL brugte skattekroner på at fortælle befolkningen, hvor dårlig folkeskolen og lærerne var, så man fik indtrykket af at lærerne ikke lavede noget som helst og at folkeskolen ikke løftede opgaven. Det var som bekendt løgn og latin. Mange lærere blev desillusionerede og mistede den motivation der er så vigtig for hver dag at skabe rum og miljø til god undervisning og socialt fællesskab.

Udviklingen har været forskellig i kommunerne, og mange lokalaftaler er kommet til på trods af at KL opfordrede kommunerne til ikke at indgå dem. Nogle steder er der loft over undervisningstimetallet, hvilket også er et udbredt ønske til en central arbejdstidsaftale, men økonomien i mange kommuner spænder ben. Der mangler penge i folkeskolen, for de blev med et trylleslag væk i 2013. Det har lærerne ikke glemt. En forberedelsesfaktor vil mange lærere også have optræder i en central arbejdstidsaftale, så man kan være sikker på at tiden til god undervisning ikke forsvinder til alle mulige andre opgaver i skolen. Så kan man trods mange opgaver, se elever og forældre i øjnene og stå inde for kvaliteten af den undervisning man leverer til dem. Manglende forberedelsesfaktor slider på lærerne i en grad, som gør at de over tid tvivler på deres kvaliteter som lærere. Det er ikke en god udvikling.

Opgaver er der mange af, men tid vil man helst ikke tale om. Det tætteste vi nu er kommet på det er estimeret tid. Det er trods alt en positiv udvikling. Opgørelse af arbejdstid er også noget, som ligger mange lærere på sinde. Overtid på arbejdspladsen er der ikke meget af tilbage. Med en årsnorm, som kun bliver opgjort en gang om året, kan skoleledere og forvaltninger lede og fordele arbejdstiden, som det passer dem. Arbejder du mere en måned, kan de reducere din arbejdstid den følgende måned. Selvfølgelig ikke reducere i undervisningstiden, men den sparsomme forberedelse må man forstå. Resultatet taler for sig selv. Der mangler en ordentlig opgørelse af arbejdstid mange steder og derfor synes mange lærere at de værnsregler, som optræder i Lov 409, er bedre end ingenting.

Men hvad er så anbefalingen til en arbejdstidsaftale? Skal det være et ja eller nej. Det er her man skal stille sig spørgsmålet om man har tillid til parterne. KL er ikke det samme som i 2013. DLF er faktisk heller ikke. Ja, Bondo og Ziegler er stadig forhandlere, men nu for sidste gang i hver fald fra Anders Bondos side. Forud har der været arbejdet hårdt i de politiske korridorer for at finde et samarbejdsspor. En lærerkommision har udarbejdet en omfattende rapport og kommet med anbefalinger, udmøntet i en arbejdstidsaftale under periodeforhandlingerne, som man har forhandlet om og fundet kompromisser på. Er det godt nok? Måske ikke, men det er et skridt i den rigtige retning. Måske er det her man finder svaret på et ja eller nej. Har man med arbejdstidsaftalen fundet en retning for lærerne og folkeskolen. Det håber jeg. For ingen kan tåle at være politiske boksebolde i mange år fremadrettet. Hverken os eller dem, så derfor kalder det på at sige vi om hinanden. Vi vil folkeskolen og det kræver en ordentlig arbejdstidsaftale med gensidig tillid. Om det skal være et ja eller nej, skal hvert enkelt medlem gøre op med sig selv. Jeg stemmer selv ja til arbejdstidsaften for jeg vælger tilliden, men har forståelse for dem, som ikke synes det er godt nok og på grund af mistillid stemmer nej.