En ganske velkendt problemstilling er frikvarteret/pustepausen. Der findes nok ikke et sted i skolejunglen, hvor meningspluralismen kommer mere i spil end her. Hvert barn sin regel om, hvad der er gældende. Jeg har et utal af gange stået med lille Ole i tredie og diskuteret retningslinjer med afsæt i det gængse udsagn: Hvorfor?! Svaret er ganske enkelt: Fordi jeg siger det! Intet mindre, intet mere. Desværre står vægten bag nævnte svar for fald; ja for mange børn er det bare endnu en kæp i hjulet på deres personlige selvudfoldelse.
Svar på tiltale
Fordi hjemmenes demografiske/ideologiske sammensætning samlet set udgør et broget sammensurium, bliver skolen nød til st være et fikspunkt for en art fornuftsbetonet ensrettethed. En modificeret og børnevenlig udgave af kæft, trit og retning, om man vil. Desværre er der en pågående, og tiltagende, forventning om særbehandling og differentiering. På en skole med godt og vel 700 elever, er det mange behov at tilgodese.
Exit Spørgejørgen
Kald det utidssvarende, men jeg mener oprigtigt, at der er en given standard for god opførsel og dannelse. Herregud, måske der er undtagelser, men når alt bliver til undtagelser og særlige hensyn, bliver jeg nødt til at trække i nødbremsen. Ethvert menneske har sin grundlovssikrede ret til at stille spørgsmål, men når anfægtelsen sker for anfægtelsens skyld, går læringen i denne proces fløjten. Selv folketinget har særskilte spørgerunder. Relevante spørgsmål avler relevante svar. Det modsatte gør sig derfor også gældende. Ikke fordi jeg siger det, men fordi det er sådan det er.
Fordi jeg siger det!
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.