Fordel for arbejdsgiveren

Ja, hvor står vi egentlig?

Som lønmodtager er man ansat til at udføre et job inden for en aftalt tid. Er der mere arbejde end det, får man overtidsbetaling.

Engagement er en fordel, men ikke altid nødvendigt.

Lederen står i realiteten til rådighed 24 timer i døgnet. Ledelse er én stor akkord. Engagement er nødvendigt ved siden af leder­evner og -kvalifikationer.

Læreren passer ikke rigtig ind i nogle af kategorierne.

Læreren er lønmodtager og skal have løn for den tid, der bruges på arbejdet. Samtidig skal læreren lede og fordele arbejdet for en række højst forskellige elever og være ansvarlig for deres udbytte af undervisningen. Læreren er både pædagogisk leder i klassen og personalechef. Det kræver både selvstændighed og råderum. Engagement er nødvendigt for at gøre arbejdet godt, men ikke for at have jobbet.

Vores arbejdsgiver har størst fordel af, hvis vi går ind på en lederlignende aftale en professionsmodel, for så står vi til rådighed fuldt ud.

Vi skal ikke give afkald på den sikkerhed, vi har, mod at få frataget ejerskabet til engagementet. Vores engagement skal udspringe af den måde, vi forholder os til vores opgaver på, og selve engagementet kan aldrig måles i tid.

Ikke underligt, at vores arbejdsgiver gerne så, at han bare kunne give os en stor akkord og så regne med, at den hellige grav var vel forvaret.

Hvis vi ønskede ledervilkår og -aftaler, var vi nok ikke blevet lærere i skolen, hvor jobbet netop giver en ret stor frihed sammen med sikkerheden.

Nogen frihed er ofret på team­samarbejdets alter, og skoleloven har sammen med diverse udviklingsforsøg ædt sin del af metodefriheden, men hvilken større frihed er der tale om i professionsmodellen?

Ville vi ikke risikere større byrder, mens arbejdsgiveren fik større frihed, fordi vi overtog en del af hans arbejdsbyrde.

Giver det større frihed til andet end at arbejde mere og øge utilstrækkelighedsfølelsen?

Professions- eller lønmodtagermodel: Jeg forbliver en underordnet leder.