Forbedring ender i elendighed

Det er mere den brug, der i folkeskoledebatten gøres af begreberne »fælles« og »fællesskab«, der kan få en til at gå i sort, end det, som Ole Holdgaard antyder i Folkeskolen nummer 23, skyldes selve begreberne. Som når borgmester Per Bregengaard i samme nummer i sin sammenfatning af de fleste af årsagerne til folkeskolens uddannelsesdegenererende forfald indleder med at nævne behovet for en nytænkning af fællesskabets grundlag. Fællesskabet er tydeligvis også her synonymt med de uddannelsesnivellerende og kvalitetsforringende udelte klasser, der på baggrund af folkeskolelovens fiasko gerne skulle kunne leve mange år endnu ved hjælp af en slags nytænkningens kunstige åndedræt. Derfor må der tages afstand fra den anerkendelse af skolens fagbetonede undervisning, der ligger i fagenes politisk fastlagte kanoner. Der må altså gerne debatteres, men ikke med udgangspunkt i noget så konkret som en faglig kanon. For så bliver skolen og lærerne bare til henholdsvis maskiner og maskinpassere, og med en sådan påstand grebet lige ud af den fri luft mister lærerne respekten for deres kunnen. At højne kvaliteten af det faglige niveau medfører altså, at alt ender i den rene elendighed. Hvis behovet for nationale kanoner stadig presser sig på, gælder det om at knibe øjnene i og for guds skyld ikke se tilbage til og få ideer fra tider med højkvaliteten i front, men i stedet for stirre blindt ud i en blind fremtid, hvor fantasien fortsat kan få lov at plukke af spændende og sprudlende ideer, uden at disse bliver filtreret gennem fortidens erfaringsbaserede kvalitetsfilter. Og så er det selvfølgelig bedst, hvis man i debatten reducerer fortiden som afsæt for senilitetens imbicile trang til at forfalde til den rene imagination.