Forbandet løgn

Det var Benjamin Disraeli, der gradbøjede løgn i hvid løgn, forbandet løgn og statistik med polemisk fokus på den tvivlsomme evidens, der knytter sig til den sidste kategori.

Det er mere distinktionen mellem hvid og forbandet løgn, der interesserer mig. Mens Den Danske Ordbog definerer hvid løgn som en »harmløs og tilgivelig løgn«, har den ingen definition på »forbandet løgn«, som jeg derfor definerer som det modsatte: en løgn, der er ødelæggende og utilgivelig.

Det rejser spørgsmålet: Hvem bestemmer, hvad der er harmløst og tilgiveligt? Den, der begår løgnen, eller den, løgnen går ud over?

I et demokrati er svaret forankret i et moralsk princip. Hvis en politiker lyver, og løgnen bliver afsløret, falder den tilbage på politikeren selv, for der findes en forventning om, at politikere taler sandt.

Hvis politikeren kommer til at sidde på magten, bliver forventningen til et krav. Som myndighedsperson skal politikeren tale sandt og udøve magten i overensstemmelse med god forvaltningsskik, der af Folketingets Ombudsmand er udlagt, som »hvad der anses for anstændigt, høfligt og rimeligt i mellemmenneskelig adfærd, tilsat almindelig sund fornuft.«

Der går slet og ret en linje ned gennem den politiske praksis. På den demokratiske side af linjen taler magthaverne sandt og opfører sig »anstændigt, høfligt og rimeligt« over for borgerne. På den ikke-demokratiske side taler de usandt og opfører sig uanstændigt, uhøfligt og urimeligt. Løgne på den ikke-demokratiske side er per definition forbandede, for i et demokrati lyver magthaverne ikke om borgerne.

Alle vil medgive – tror jeg da – at politikere, der lyver om homoseksuelle, farvede, gamle, syge, arbejdsløse, kontantmodtagere og almindelige borgere, fører politik på den ikke-demokratiske side af stregen.

Med lærerne er det en anden sag. Dem må man gerne lyve om, som KL gjorde det før, under og efter lockouten og stadigvæk gør. For lærerne gælder der hverken demokratiske principper, god forvaltningsskik eller nogen kære mor.

Og løgnene fortsætter. Foranlediget af den seneste tillader jeg mig at repetere et par af de gamle og præsentere den nye:

Fra KL-annonce under lockouten:

En lærer over 60 år »har en måneds ekstra fri om året« – forbandet løgn. At have ca. to færre klokketimer undervisning om ugen er ikke at have en måned fri.

En lærer på 60 år kan »holde fri i hele 4 måneder« – forbandet løgn. KL er »kommet til« at regne fem uger forkert i lærernes disfavør.

På det nyligt overstående KL-årsmøde udtalte formand Erik Nielsen: »Det, vi siger, er, at man skal tænke sig godt om, inden man indgår aftaler. Vi siger ikke, at man ikke skal gå i dialog og opnå forståelse, som man skal gøre med alle andre grupper. I må selvfølgelig i den enkelte kommunalbestyrelse træffe de beslutninger, I mener, er de rigtige i jeres kommune. Det skal KL ikke bestemme« – forbandet løgn. KL har siden regeringsindgrebet entydigt trynet kommunalbestyrelserne til ikke at indgå aftaler med lærerne.

Jeg er lærer. Men hvis en anden gruppe havde været udsat for samme behandling af KL som lærerne, ville min kritik have været den samme. Det drejer sig nemlig ikke kun om en arbejdstidsaftale, der blev kvast af KL og regeringen i et skjult, koordineret attentat. Det drejer sig om politisk retskaffenhed. Hvis løgn uantastet bliver standard i dansk politik, som den er blevet det i KL, er det ikke læreraftaler, men demokratiet selv, der står på spil.

Man kan benægte fakta, men det ændrer ikke ved virkeligheden: Der har gennem de senere år udviklet sig en politisk løgnekultur på det kommunale forvaltningsniveau i Danmark. For KL er ingen løgn for løgnagtig.

Man kan vælge at se igennem fingre med denne løgnekultur, lade som om den ikke eksisterer – eller bekæmpe den. Enhver retskaffen demokrat bør gøre det sidste.