Foragt for vidensformidling

Det er symptomatisk, at to vidt forskellige, magtfulde meningsdannere åbenbart i deres uenighed dog er enige om at præge folkeskoledebatten i retning af at lade den rundkredspædagogiske fællesskabsdyrkende personlighedsdannelse overdøve den fagcentrerede undervisning. Den ene part udgøres af tilhængere af den pædagogiske arv efter 68ernes studenterdestruktive uvæsen. Den anden part udgøres af Dansk Industri. Den første part har ideologiske grunde til at fortsætte sine forbilleders destruktion. Den anden part ser ingen erhvervsøkonomiske grunde til, at folkeskolen bruger tid på at gennemtygge indholdsmættede salmevers, docere historiske begivenheder hægtet op på en ægte sammenhængende kronologisk kongerække og trænge ned i en litterær kanons lidet erhvervsanvendelige viden. Derfor er der fra disse to næsten enerådende parter selvfølgelig ikke meget positivt at sige om en realistisk, sortskolereaktionær afvigers forsøg på at genoprette respekten for skolens kundskabsformidlende kerneydelse. Og denne foragt for real vidensformidling udmøntes i Folkeskolen nummer 22 ikke i noget forsøg på saglig imødegåelse af, hvad Kommission til Forsvar for Kundskaber står for. I stedet prøver man at latterliggøre kommissionsdeltagernes måde at sidde på en stol, deres familiære forbindelser. Altså en komisk indspist forsamling i et komisk ærinde. En enkelt indvending mod mødet, som det foreligger refereret i nummer 22, kunne ellers være, at der slet ikke faldt en ellers helt nødvendig bemærkning om, at intet forsøg på at genoprette fordums høje uddannelsesniveau lader sig gøre i en udelt enhedsskoles uddannelseskvælende scenarium. Men måske skal man finde et krav om den delte skole gemt i kravet om en ny uddannelsesvenlig formålsparagraf.