Forældrene lurepasser

Formanden for Foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, vil ikke vælge side i konflikten mellem KL og DLF, men opponerer mod, at både lærere og kommuner bruger børnene som gidsler. Parterne er lige gode om det, mener hun, for lærerne bruger samme kneb som kommunerne.

Man skal høre meget, før ørerne falder af.

Når man skal tage stilling til en konflikt, kan man ikke bare historie- og proportionsløst sige, at begge parter har deres dagsorden og derfor er lige gode om det. Må man tage udgangspunkt i den eksisterende virkelighed og spørge, hvem der insisterer på de mest radikale forandringer, og om disse er rimelige ud fra deres art, omfang og konsekvenser.

Man kan – med en reference til børns verden – sammenligne det at lave en overenskomst med det at dele en pose slik: To søskende aftaler, at den ene skal have lakridserne, den anden vingummierne.

Hvis der så en dag sker det, at den ene af de to pludselig vil have det hele – hvem er så mest skyld i den konflikt, det afstedkommer? Den, der skal afgive lakridserne og sidde tilbage med ingenting? Eller den, der i forvejen har vingummierne og nu også gør krav på lakridserne?

Eksemplet er fuldstændig analogt med konflikten mellem KL og DLF. Efter at de to parter har haft tradition for at dele slikposen i fordragelighed, har KL besluttet sig for at tage det hele selv og har kun ét forhandlingsudspil til DLF: Aflevér!

Det er uklædeligt af Mette With Hagensen at lurepasse på den måde. I udgangspunktet er der kun to måder at forholde sig konflikten på: Enten anerkende KL's ret til at løbe med det hele. Eller kræve, at DLF – som tidligere – skal have sin del af slikposen.