Følelserne hvirvler rundt i øjeblikket sammen med pollen og forårssolskin. Den fine sol spreder glæde, men debatten om Overenskomst 18 - som i skrivende stund stadig forhandles - sætter adrenalinen i gang. Ellers gode venner og familiemedlemmer risikerer et vrissent svar, hvis de spørger, hvad pokker det nu er med lærerne! Orker man at forklare det igen-igen? Eller skal man bare lade, som om man ikke har hørt det? Midt i det hele er mange lærere også bekymrede over den kommende prøvesæson. De føler sig fanget i et dilemma. Helt tæt på er de nervøse elever, som er i gang med at forberede sig - og det gør ondt, at man netop ikke må forsøge på forhånd at afbøde virkningerne af strejke og lockout. Nogle lærere er så desperate, at de bliver fristet til lige at lægge noget klar, så eleverne kan arbejde videre, selv om der er lukket ned. Men så er det jo meningsløst med en konflikt.
Det er også frustrerende, at man ikke kan få klar besked fra Undervisningministeriet om, hvad der sker med aflyst forberedelsestid og aflyste prøver. Hvad skal man sige til elever, som oplever, at det er deres fremtid, som kommer i krydsild midt på kamppladsen?
Hvis afgangsprøverne bliver konfliktramt…
Følelsen af desperation kan også melde sig, når lærerne læser om sig selv som årsagen til, at der ikke for længst er landet et resultat. For kampen er rykket ud i offentligheden, og det nemmeste for arbejdsgiverne er at give lærerne skylden. Der er jo ingen, som forstår det med normperioder og lærerarbejdstid.
Mange lærere - og undertegnede redaktør - kan blive helt røde i bærret midt i forårsidyllen, fordi det tilsyneladende er svært at trænge igennem med, at det denne gang ikke kun handler om lærerne. Andre faggrupper har også fået præsenteret udspil, der ligner lov 409 - og generelt forsøger arbejdsgiverne i det offentlige at fjerne så mange bindinger på arbejdstiden som muligt. Simpelthen fordi det er billigere.
Men i spinkrigen trives de halve sandheder og mikrofonholderiet. Journalisterne glemmer at stille modspørgsmål om, hvorfor arbejdstagerne skulle kaste sig ud i en konflikt, hvis arbejdsgivernes tilbud er så rosenrøde, som de bilder journalisterne ind. Er der mon en særlig fagforeningsglæde ved en kamikazestrategi, som får alle lønmodtagerne i det offentlige til at gå planken ud for egne penge og spare arbejdsgiverne en kvart milliard om dagen?
Nej, musketereden handler ikke om, at det er lykkedes Anders Bondo Christensen at snøre alle de andre. De andre kan simpelthen se, at hvis de ikke holder sammen, så er det dem selv næste gang.
Så tag en dyb indånding, når du åbner avisen/Facebook/Twitter. Det er bare spin. Det er ikke dig.
Forår og spin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.