En nok liden sandfærdig men ikke desto mindre underholdende scene fra Miloš Formans film Amadeus skildrer resultatet af kejserens ønske om at fjerne balletindslagene fra operaen, da han finder disse unødvendige og kedsommelige. Dette dekret munder ud i, at musikken udebliver, men danserne danser videre… uden musik, hvilket selvfølgeligt forekommer højst bizart. Da kejseren så en dag overværer en arbejdsprøve, spørger han: “Hvad er det her? Jeg forstår ikke? Er det moderne?”, hvorpå musikken bliver genindsat og alt atter er fryd og gammen.
Københavns stolthed
Jeg deltog forleden som publikummer til årets store farverige LGBT begivenhed, Copenhagen Pride. Hvis man nogensinde har været i tvivl om musikkens væsen og rolle i denne verden, er det et godt sted at starte med at gøre denne til skamme. Sjælden har jeg oplevet så stærk en kobling mellem dens umiddelbare underholdningsværdi og så de tusindvis af budskaber, der gemmer sig i sangvalget. Som udgangspunkt var der en tydelig forskel på, om den kørende platform repræsenterede det mere ”konservative” segment, eller om det var de dansende enhjørninger med ballonkjoler og bare numser.
Understrøm
David BowiesFame, Vengaboys’ Boom Boom Boom Boom!,Tarkans Simarik, 2 Unlimiteds No Limit for blot at nævne nogle få. Alle evergreens i deres egen ret og sange, der kan læses alt muligt ind i, dybt som overfladisk. Men deres slagkraft og appel kan der ikke herske tvivl om. Tænk, hvis der kom en kongeligt dekret om, at der ikke måtte være musik til paraderne. “Hvad er det her? Jeg forstår ikke? Er det moderne?” Nej, men komplet meningsløst ligesom et liv uden musik.
For enden af regnbuen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.