Folket er et barn

Da forslaget om, at medlemmerne skulle få lov til direkte valg af formanden for foreningen, blev forelagt på kongressen, var der begejstret bifald fra forsamlingen. Snart var vi dog tilbage på jorden. Adskillige hovedstyrelsesmedlemmer og delegerede erobrede talerstolen og talte med alvorstunge ansigter om det repræsentative demokratis fordele frem for det direkte demokrati, talte om, hvordan forslaget ville betyde, at vi som delegerede ikke tog vort ansvar på os, det ansvar, som medlemmernes valg af os betød - ja, man kunne næsten danne sig det indtryk, at det ville blive en bananrepublik, at medlemmerne selv skulle tage stilling til, hvilken formand de ville have.

Allerslemmest ville det blive, hvis medlemmerne nu valgte en formand, som ikke kunne sammen med hovedstyrelsen - for sit indre blik så man nu en handlingslammet Weimar-republik.

Nogle sagtmodige mente, at når medlemmerne skulle vælge både hovedstyrelse og formand, ville de vel ikke vælge hovedstyrelse, der var krudt, og formand, der var ild?

Men over en tredjedel af kongressen stemte nej til et direkte demokrati.

Helt bortset fra denne bøhmand mener jeg, kongressen valgte den rigtige formand for foreningen. Anders Bondo Christensen repræsenterer så meget åbenhed og respekt for læreren på gulvet, at han, sikkert i næste omgang, vil kunne bære det direkte valg af formand igennem.

Konkrete tjenestetidsmanøvrer er det allervigtigste projekt nu.

Søren Ulrik Thomsen skriver i sin fine nye digtsamling 'Det værste og det bedste' - den, som netop udkom i kongresugen: 'de værste ord er projekt og vision'. Digteren ville have haft glæde af at deltage i DLF's kongres i Aalborg. Her var masser af projekter, som blev udskudt til senere - og visionerne var få. Bjarne Krogh spurgte fra talerstolen: 'Er vi blevet bange for vores egen skygge?'

Der kom intet svar, man har kun sine anelser.

Mogens Clausen

Øst-Djurs Kredsen