Folkeskolens tre ben

Formålsparagraffen er egentlig ikke så ringe - med en ligeværdig markering af betydningen af en optimal kognitiv udvikling (stykke 1's faglighed), kvalificeret med en kreativ og emotionel udbygning af intellektet (stykke 2's musiske fokus) og endelig sikringen af at de intellektuelle processer foregår med en social og empatisk refleksion, så individets reaktioner også tilgodeser fællesskabets demokratiske behov (stykke 3's demokratiske dannelse).

Denne fornemme tredeling af formålet med skolegangen passer med vores viden om udviklingen af den afbalancerede personlighed og berettiger derfor ikke, at »elevens alsidige personlige udvikling« kommer som et resultat af en ensidig fagfaglig udvikling. En optimal alsidig personlig udvikling opnås kun, når alle de tre specificerede formål nås. Dette overordnede formål bør derfor afslutte hele stykke 1.

Herudover er det kun stykke 3, der halter. Der står blandt andet: ». gøre eleverne fortrolige med dansk kultur . bidrage til forståelse for andre kulturer .«. Den formulering gør det muligt at fastholde nationalstaten som en stigmatiseret størrelse. Grundlaget for et »os« over for andre mennesker fra andre nationalstater som et »dem« er nærliggende (og bruges/misbruges i dag), og det passer meget dårligt til det globaliserede demokratiske samfund, der er under udvikling.

Med Kurt Tucholskys beskrivelse af »heimat« - hjemstavnen (i »Deutschland, Deutschland über alles« fra 1929) - som en nødvendig ballast for alle mennesker, når de skal fungere i det store samfund, verden, uden at forfalde til nationalisme, vil jeg derfor forslå følgende formulering af stykke 3:

»Folkeskolens undervisning og hele virke skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs hjemstavn i bredest mulig forstand. Med hjemstavnens subjektivt fortællende virkelighed som platform udvikles de store globale fortællinger, som skaber forståelse for individets rettigheder og pligter i et demokratisk fællesskab« (inspireret af Jerome Bruners bog, »Uddannelseskulturen«).

»Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i en verden med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokratisk inddragelse«.

Gennem arbejdet med de tre beskrevne formål skal den enkelte elevs alsidige personlige udvikling sikres.

Resten giver sig selv - hvis politikere og forvaltninger giver skolerne muligheder for og pligt til at sikre en ligeværdighed mellem de tre »ben«.

En skammel med tre ben står kun sikkert, hvis vægten er lige fordelt på benene. Den nuværende udvikling med ensidig læggen vægt på det faglige ben er derfor uheldig - og hvis det demokratiske ben fjernes, tror jeg, alle vil få kramper et vist sted, hvis skamlen stadigvæk skal kunne balancere.