Folkeskolen og lønpolitikken

I sidste nummer af Folkeskolen har formanden for Glostrup Lærerforening, Ernst Øxner, der også er medlem af DLF's hovedstyrelse, skarpt kritiseret de synspunkter om DLF's lønpolitik, som jeg fremkom med i et interview i samme blad. Under overskriften 'Specialist uden jordforbindelse' får jeg læst og påskrevet, og da Øxner på det nærmeste fremstiller mig som idiot, har jeg taget imod Folkeskolens tilbud om at kommentere Øxners indlæg.

Baggrunden for interviewet med mig var, at jeg var inviteret til at holde et oplæg for DLF's hovedstyrelse om 'DLF og decentral løn', hvor Ernst Øxner altså også var til stede. Min viden om emnet stammer fra min ledelse af et større forskningsprojekt om 'Lokalløn i den offentlige sektor', hvori både kommuner, amter og statslige arbejdspladser indgik, herunder også skoler i udvalgte kommuner. Resultaterne er offentliggjort i fem forskningsrapporter, hvor publikationen 'Lokalløn i kommunerne' er den mest interessante for folkeskolelærere. Undersøgelsen tegner et meget kritisk billede af den måde, lokallønnen administreredes på i perioden 1987 til 1993, hvilket var baggrunden for revisionen af ordningen og overgang til 'Decentral løn' i KTO-forliget (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) i 1995. Når Ernst Øxner hævder, at 'Flemming Ibsen i mange år har set det store lys i den decentrale løn', har det derfor intet med konklusionerne i min forskning at gøre, tværtimod. Jeg har netop påpeget - især over for arbejdsgiverparten - at lønsystemerne skal være tilpasset de enkelte områder i den offentlige sektor, at man ikke må presse standardløsninger ned over de ansatte, som altid skal have muligheder for i et samarbejde med ledelsen at udvikle lokale løsninger på lønspørgsmålet. Kommunernes Landsforenings 'Klap på skulderen-lønsystem' har derfor intet med realiteternes verden at skaffe. Aftaleretten skal med andre ord bruges af begge parter både centralt og lokalt, og jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at minde Ernst Øxner om, at DLF's kompetente organer hele vejen igennem har været med til at sige god for lokallønsordningen fra 1987-93 og herefter ordningen om 'Decentral løn' i KTO-forliget i 1995. Forlig på arbejdsmarkedet indgås ikke af eksperter, men af de faglige organisationer, hvilket i øvrigt også gælder den arbejdstidsaftale, som folkeskolen er underlagt. Ernst Øxners udsagn: 'Vi har før oplevet, hvor megen skade det kan forvolde, når eksperter presser et system ned over folkeskolen uden at tage hensyn til skolens kultur. Ikke mindst sporene fra arbejdstidsaftalen skræmmer' kan derfor undre en hel del. Som medlem af DLF's hovedstyrelse måØxner da være bekendt med DLF's (og hans eget) ansvar for både den decentrale løns og arbejdstidsaftalens gennemførelse i folkeskolen?

Ernst Øxner foreslår, at de områder, herunder folkeskoleområdet inden for KTO-fællesskabet, der ikke ønsker decentral løn, blot kan få deres andel af den decentrale pulje over i deres egen organisationspulje til løsning af de specielle spørgsmål. Alt er naturligvis muligt i et aftalesystem, blot parterne kan blive enige, men vil Kommunernes Landsforening acceptere en sådan ordning, og vil de andre organisationer i KTO? Som arbejdsmarkedsforsker skal jeg ikke blande mig i, hvad parterne aftaler, men det skulle undre mig meget, hvis der kan skabes enighed om en sådan ordning, hvis den skal være permanent. Frasiger DLF sig det decentrale løninstrument, vil det derfor koste medlemmer penge i lønningsposen, men til gengæld har de fastholdt nogle lønpolitiske principper. Alting har sin pris.

Flemming Ibsen

arbejdsmarkedsforsker

Aalborg Universitet