Folkeskolen og fællesskabet

Folkeskolen som begreb indebærer et fællesskab, man har en ret og en pligt til at være en del af. I Danmark har det været en naturlig del af den demokratiske tradition og opdragelse.

Hvorfor nu alt det med fællesskab. Er det ikke noget gammeldags, venstreorienteret snak?

Nutidens forældre vælger jo selv, hvilken skole deres barn skal gå i, og hvis de ikke er tilfredse, vælges blot en anden skole. Man får sin ret til det frie valg, som i dagens Danmark synes vigtigst af alt. Prisen er, at ægte fællesskaber er stærkt vigende. Hvorfor sikre via folkeskolen, at den, der er født med en guldske i munden, oplever, at andre, der ikke har været så heldige, sagtens kan være betydningsfulde mennesker?

I et interview i Information medio august siger Suzanne Brøgger: »Lærerne i dag er så taknemlige over, at eleverne gider høre. Det minder lidt om det med, at fangevogterne er bange for fangerne, lægerne er bange for patienterne, politiet er bange for de kriminelle«. Er det sådan, det er, og skal det blive ved med at være sådan? Er det en konsekvens af, at fokus for længst er flyttet fra borgersynsvinkel til brugersynsvinkel?

Måske er den individorienterede kultur kombineret med et samfund, der er rigere på penge end nogensinde, begyndelsen til enden på kulturbærende fællesskaber? Som folkeskolen?

Før det er for sent, håber jeg, at politisk ansvarlige, erhvervsliv og offentlighed vil vurdere, om det ikke er på tide at sikre både idé og indhold i folkeskolen som kultur- og samfundsbærende fællesskab.