Folkeskolen og den sociale arv

I den netop udsendte budgetredegørelse (omtalt i Folkeskolen nummer 41) påpeger Finansministeriet, at der er en meget lille sammenhæng mellem kommunernes ressourceforbrug på folkeskolen og elevernes videre forløb med hensyn til blandt andet påbegyndelse af ungdomsuddannelse, videregående uddannelse og arbejdsløshed.

Til gengæld peger undersøgelsen på 'den sociale arv' som langt den væsentligste faktor for de enkelte elevers videre uddannelsesforløb. Der er mange forskellige måder at tolke de resultater på, som Finansministeriet er kommet frem til. Men én tolkning, der ikke må blive fremherskende, er, at så kan vi lige så godt skære ned på ressourcerne til folkeskolen, for lige meget hvad vi gør, så ender børn og unge fra de socialt dårligst stillede grupper alligevel i bunden af samfundspyramiden, mens de øvrige klarer sig.

Grunden til, at man ikke kan konkludere som ovenfor, er, at budgetredegørelsens 'benchmarking' bruger et alt for bredt mål af de ressourcer, der tilføres folkeskolen. Når man bruger et så unøjagtigt mål for ressourcetilførsel, er det umuligt at få kendskab til, om visse typer betyder en markant forbedring hvad angår elevernes videre skoleforløb. Det betyder, at effekten af at bruge mange ressourcer på udvikling af undervisningsformer, tværfaglige forløb og efteruddannelse på den enkelte skole ikke fremgår af analysen. En af de væsentligste konklusioner er derfor, at vi må vide mere om, hvor det hjælper at sætte ind, i stedet for at afvise nogen sammenhæng mellem ressourcetilførsel til folkeskolen og børnenes videre færden her i livet.

Samtidig bør vi også rose Finansministeriet for at sætte fokus på et væsentligt emne, 'den sociale arv' - det fænomen, at børn af dårligt uddannede eller dårligt fungerende forældre typisk selv bliver dårligt uddannede og dårligt fungerende. En væsentlig opgave for hele folkeskolen bør derfor være nyskabelse på dette område: hvordan kan vi bedst muligt hjælpe den gruppe i skolen, der har størst sandsynlighed for ikke at påbegynde en ungdomsuddannelse eller afbryde den. Ligesom vi naturligvis også må have flere fra disse grupper til at tage en videregående uddannelse. Det er selvsagt ikke noget, man gør fra den ene dag til den anden. Men et fornyet fokus på, hvad vi kan gøre for netop denne gruppe, frem for at behandle folkeskolen som en uensartet enhed, ville være velkommen. En del af de midler, Socialistisk Folkeparti arbejder på at få afsat til en videreudvikling af F2000, kunne derfor oplagt bruges til at sætte projekter i gang, der fokuserer på denne gruppe. Vi ser naturligvis frem til, at regeringen, nu den har bragt emnet på bane, vil være en aktiv sparringspartner i denne proces.

Anne Baastrup

folkeskoleordfører for Socialistisk Folkeparti