I sin åbningstale til Folketinget tirsdag pegede statsminister Mette Frederiksen (S) på, at uro og støj skulle være folkeskolens største problem. Det er selvfølgelig et vigtigt problem ja. Men alligevel synes jeg, at talen er nedslående.
For Mette Frederiksens budskab hænger ikke sammen med det, jeg nu har hørt fra lærerne gennem snart fire år som børne- og ungdomsudvalgsmedlem i Københavns Kommune.
I slutningen af forrige måned var jeg eksempelvis til et arrangement, arrangeret af Københavns Lærerforening, hvor en stribe lærere tog ordet. Det lød på mig, som om folkeskolens største problem – i hvert fald i København – er for få ressourcer.
Jeg har ikke én gang hørt en lærer sige, at støj var folkeskolens største problem
Emil Sloth Andersen Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Alternativet
Det er også derfor, at lærerne i København står hårdt fast på behovet for to lærer-ordninger i klasserne. Mange ønsker, at man bygger folkeskolen op – efter mange års besparelser – før man laver øget inklusion af børn med særlige behov.
Jeg har ikke én gang hørt en lærer sige, at støj var folkeskolens største problem.
Mette Frederiksen gør desværre dét, der alt for ofte sker med folkeskole-debatten: Hun forsøger at definere hovedudfordringen for folkeskolen som politiker – i stedet for at lytte sig frem gennem samtaler med lærerne. Desværre ender hun med at føre en skældud-kampagne over for nogle elever, uden at give en krone ekstra til folkeskolen.
Meget ofte kan udfordringerne håndteres bedre med to lærer-ordninger
Emil Sloth Andersen Medlem af Borgerrepræsentationen i København, Alternativet
Jeg synes, det ofte går skævt, når Folketinget definerer ét problem og tror, man kan løse det isoleret. Der findes sjældent blot én nem løsning på mobning, dårlige læseresultater eller uro i klassen.
Men meget ofte kan udfordringerne håndteres bedre med to lærer-ordninger – altså flere voksne og ressourcer i skolen. Når der er to fagpersoner i klassen, skaber det ikke kun mere ro – det frigør tid til relationsarbejde, differentieret undervisning og støtte til de elever, der har mest brug for det.
Det er også derfor, at Alternativet i vores nye udspil ønsker at prioritere ressourcer til to lærer-ordninger samt mere forberedelsestid til lærerne. Vores plan er at sætte beboerlicensen op, så vi får færre biler omkring børnene, og samlet er der så et beløb på lidt over 150 mio. kr. pr. år alene til folkeskolen. Vi ønsker “tid til faglighed”, så lærerne er nok til, at de kan nå ud til alle eleverne.
Der er ikke behov for flere hurtige løsninger. Der er brug for, at politikerne leverer bedre overordnede rammer, så lærerne kan bruge deres faglighed bedst. Der er behov for en genopbygning af folkeskolen nu.
Folkeskolen har brug for voksne. Ikke skældud-kampagner fra Mette Frederiksen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.