De kommende fire år skal vi i DLF sætte markante aftryk på de mange vigtige dagsordner, der fylder for vores medlemmer. Alt for mange har et usundt arbejdsmiljø, hvor det virker urealistisk at blive et langt arbejdsliv.
Det skal ændres, og jeg vil, hvis jeg bliver valgt til hovedstyrelsen, arbejde med det sigte.
Der er intet quickfix, men nogle af de afgørende faktorer er disse, som også er blandt mine mærkesager:
• Der skal sikres ordentlige, aftalte rammer om arbejdstiden, så især forberedelse og efterbehandling af undervisning får en tydeligere prioritering, mens arbejdspresset mindskes.
• Der skal skabes rammer for inklusion, som gavner elever og fungerer for lærere, hvilket kalder på mindre købmandskab og mere pædagogik.
Lærerjobbet er fantastisk, når man har mulighed for at lykkes, men igennem de sidste seks år har alt for mange dygtige lærere forladt folkeskolen, fordi de netop ikke oplevede den mulighed. Andre dygtige lærere har, på trods af skolens mangelfulde rammer, kæmpet for at levere varen for deres elever, hvilket er hovedårsagen til, at folkeskolen lokalt fortsat har et godt ry. Den situation er uholdbar!
Vi skal have rammer, der understøtter - ikke rammer, der besværliggør - lærernes arbejde.
En tredje mærkesag er den lokale forankring, som er DLF's helt store styrke. Den skal vi sikre fremadrettet, så medlemmerne fortsat oplever et stærkt DLF tæt på.
Ovenstående, der er vigtige temaer blandt mange væsentlige dagsordner, vil jeg bidrage til, vel vidende at det er ambitiøse mål uden lette løsninger. Blandt øvrige temaer er folkeskolens testkultur, målstyring og den lange skoledag.
Folkeskolen fortjener gode rammer for lærernes arbejdsliv
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.