Folkeskolen før fremtiden - refleksioner over en uddannelse.

Lidt provokeret af lektor, ph.d., cand. pæd. i matematik Lisser Rye Ejersbo blogindlæg: ”Hvorfor skulle jeg lære en matematik, der var så fremmed fra den matematik, jeg skulle undervise i” http://www.folkeskolen.dk/515665/hvad-skal-vi-med-al-den-matematik-vi-har-laert-naar-vi-underviser-i-folkeskolenhar jeg reflekteret over spørgsmålet, med udgangspunkt min netop overståede uddannelse og afsluttende eksamen i faget dansk. Jeg har ikke forstand på matematik, fagets uddannelse og dannelse, så derfor bruger jeg faget dansk i et forsøg på at forstå spørgsmålet. Jeg tror Ejersbo tænker på det matematiske metasprog og hvis hører det til den formelle grammatik og metasproget vi skal lære i dansk. Dvs. alt det jeg forstår som fagenes abstraktioner. For Ejersbo skriver at hun ”godt kan lide at arbejde med den tankegang, som matematikken repræsenterer”.

Den røde tråd i mine refleksioner bliver derfor: Hvorfor skal lærestuderende, som skal undervise i folkeskole og grundskoler, overhovedet tvinges til at bruge de akademiske discipliner til eksamen? Og det er ikke frivilligt, de skal bruge de akademiske metoder, ellers dumper de.

Det er det ene og så det seneste regeringsudspil, hvor regeringen nu afsætter en mia. til professionsuddannelserne. De mange penge vil gå ubeskåret til den akademiske forskning. Og dét selvom de studerende i virkeligheden har brug for dobbelt så meget praktik som i dag. Nu kan de nu se frem til mindre praktik og mere Teaching Lab, altså praksisøvelser på seminaret styret af forskerne.

Gennem den akademiske styring i uddannelsen, bliver de studerende også styret mod en litteraturanalyse og undervisning, som kan måles og vejes, det vil sige tilpasset test og eksamen. Og det stemmer også med de indtryk jeg har hentet i praktikken. Lærerne indrømmer at de er nødt til at tilrettelægge undervisningen til test og eksamen. Alle ved det foregår, regeringen og forskere siger samstemmende at udviklingen styrker fagligheden i folkeskolen.

”Fagligheden” javel, men er det andet end den faglighed man kan måle ved hjælp af test og eksamen? Svaret er klart nej. Og tilbagestår det store spørgsmål – hvordan kan en målrettet akademisk faglig undervisning, styrke håndværket, innovationen, samfundet og fællesskabet? Det er noget rod, for den gode håndværker kan sagtens blive en god akademiker, hvorimod det er svært for akademikerne at blive gode håndværkere.

Det sikre valg i folkeskolen er derfor håndværket.

Jeg dumpede til min afsluttende eksamen i dansk i juni, fordi jeg i stedet for at bruge teorier om de gældende teorier for litteraturanalysen og tilhørende undervisning, brugte mine indsigter og intuitioner, det vil sige mine egne lærerfaglige analyser af den anvendte litteratur og det går bare ikke. Derfor måtte jeg over sommeren knokle med reeksamen og den 22/8 kl. 11.15 kunne censor endelig meddele en svedende eksaminand, at han havde bestået. Langtfra prangende, men med karakteren 4, i den skriftlige og i den mundtlige. Og jeg er en middelmådig dansklærer, fordi jeg ikke evner eller vil løfte mig op på fagets metaplan. Og det går bare ikke. For de studerende bliver ikke længere vurderet på deres evner til at undervise i fagene, men på metaplanet, dvs. deres tækning og ideer om undervisningen. Måske kan de slet ikke undervise, men kan de forklare hvordan de ville gøre dét, får de 12.

Jeg er godt klar over at det er udviklingen, men det er en forkert udvikling. For nylig talte jeg med faglige eksperter som tilrettelægger eksamen for tømrer og snedkere og de kæmper også mod de akademiske kræfter, der vil have indført nye eksaminer for disse to håndværk. Forskerne mener (måske ikke så overraskende) at en tømre og en snedker, nu slet ikke behøver at fremstille noget til eksamen. Derimod bør man bedømme dem på de ideer, tegninger, beskrivelser og forestillinger de har om ting, de (måske) gerne vil fremstille engang.

For den praktiske fornuft er det indlysende en forkert kurs og derfor: Hvis en lærer i folkeskolen ikke er uakademisk i sig selv, bliver vedkommende altså nødt til at gøre en dyd af nødvendighed og lægge det akademiske til side, for i stedet at få lært det håndværk det er, at være lærer i folkeskolen.

For målt på alle områder, også fremtiden for vores børn og unge, vil håndværket være det mest værdifulde for samfund og fællesskaber. Ergo må folkeskolen have fokus på håndværket og lade de akademiske evner blive hvor de hører til i skolen - i håndværkets tjeneste. Inden akademikerne nu går bersærk, bemærk venligst at jeg udtrykkelig udtaler mig om folkeskolen og hvilken uddannelse og dannelse der bør foregå i folkeskolen – udtrykkeligt. Der er også friskoler. Og hvordan den videre akademiske uddannelse og dannelse på universiteterne vil foregå, har intet med dette indlæg at gøre, som udelukkende beskæftiger sig med mine krav til den basis viden og dannelse, som folkeskolen bør levere.

Men det bliver svært. For det ser alt for meget ud til at akademikerne vil have herredømmet over folkeskolen og det selvom det eneste de kender til fra håndværket, er de pædagogiske værktøjsmetaforer de bruger så flittigt. Resultatet er uundgåeligt. Først tager de håndværket og dertilhørende virkeligheder fra skole, lærer og elever og når skolen rasler ned; lærerne bryder sammen; eleverne mistrives; slår fra sig, eller ikke til, står forskerne selvfølgelig klar med en vifte af pædagogiske værktøjer opfundet til formålet. Og den hastigt voksende store akademiske verden, som de har bygget under, over og omkring folkeskolen, tager nu de penge som lærestuderende og folkeskolen har så hårdt brug for.

Og så tiltrækker denne (relativt højtlønnede) akademiske verden, nu flere og hang arunds, som forfattere af alt det fortykkede undervisningsmateriale som ”er lige til at gå til”. Materiale hvor alt sammen er timet og tilrettelagt fra den ”lærerfaglige” analyse ned til spørgsmål, svar, forklaringer, multiple choice you name it, skræddersyet til test og eksamen. Klassikerne har kanon overtaget, dem ser vi ikke mere. I gruppen af hang arounds finder man forvaltningen og ledelsen og toppen af Danmarks Lærerforening og foreningens 79 kredse, hvor der findes alt for mange valgte og ansatte, som tjener 2-3 og flere gange mere end den nyuddannede lærer der var så heldig at få et job (jeg hører desværre ikke til den sidste gruppe). I det hele taget mener jeg at de alt for høje lønninger til den akademiske middelklasse og deres hang arunds, DLF, forvaltningen og den omsiggribende og helt åbenbart ustyrlige hang for ledelse, hører til de største problemer i folkeskolen.

Men nu er jeg altså blevet lærer. Og min etiske fordring er også klar. På de indre linjer vil jeg arbejde for at få så meget tid som mulig med mine elever (når jeg får dem) og sammen vil vi blive klogere på den store verden, som hører håndværket til. På de ydre og organisatoriske rammer bliver jeg derfor nødt til at kæmpe for håndværket og de praktiske begavelsers ret til en folkeskole, hvor de også føler sig rigtig godt hjemme. Og derfor bliver jeg sikkert også nødt til at kæmpe lidt mod akademiseringen og de højtlønnedes magtovertagelse af folkeskolen og læreruddannelsen. Derfor bliver jeg sikkert også tvunget til at kæmpe for en mere retfærdig lønpolitik i Danmarks Læreforening. Det vil sige en politik hvor lønnen til vore udvalgte kommer på niveau med lærer og håndværkets lønninger. Det faglige organisatoriske arbejde må aldrig blive en karriere eller en guldgruppe for de folkevalgte. Her ligger der et meget stort arbejde og venter på at blive taget op, for på det punkt ser det ud til at DLF ligger længst fremme i feltet målt på løn og honorarer.

Afslutningsvis vil jeg foregribe at én og anden her på sitet, kunne finde på at stille mig nogle retoriske spørgsmål som ex. hvad lønningerne i DLF har med spørgsmålet om akademiseringen af læreruddannelsen og folkeskolen at gøre? Svaret er alt. Jeg er overbevist om, at udbetalte vi nogenlunde det samme i løn til vore forhandlere, som vi selv får i løn, så ville de står meget stærkere i forhandlingerne. Og så ville de aldrig foreslå ex. en akademiskstyret læreuddannelse; opløsningen af strejkekassen eller at vi, de nyuddannede lærere skal arbejde for understøttelsen.

Hvorfra ved jeg så det? Jeg er lærer med flere uddannelser i lasten (kok, sømand, fiskeskipper, filosof og projektleder, for flere store projekter her i landet og i udlandet). Net/merit læreruddannet i 2012, med linjefag i dansk og samfundsfag. Min merit har taget 3 år 2½ årsværk. Og meritten har foruden 7 eksaminer indeholdt 2 praktikperioder og 22 obligatoriske 5-10 siders studieprodukter og to didaktik og praktik rapporter. Med 61 år i lasten, er mit kendskab til fremtiden for vore børn, unge og samfundet, naturligvis ligeså robust som de akademiske forskere, der lever af de problemer de skaber for folkeskolen.

Husk nu at ønske mig tillykke med uddannelsen som lærer. For jeg er ligeså stolt, som jeg ved min far ville have været dét, hvis han havde oplevet at hans søn var blevet lærer.