Folkeskolen. En taber?

Når man med raske fjed nærmer sig de firs, vil nogen nok forvente, at jeg nu skal til at sige: "I de gode gamle dage.....". Men nej. Forholdene i 1940 érne var så meget anderledes end i dag, at en sammenligning på næste alle områder vil være uretfærdig.

Men jeg kan dog med god ret sige, at på trods af forbedrede vilkår for alle er der for mange tabere blandt børn. (Såmænd også blandt voksne). Og alle de forsøg og nye tiltag, tilsyneladende skabt af politikere og "eksperter" gør hele billedet til et rodet foretagende, i hvert fald set udefra.

Så er eleverne glade, så er de stressede, så lærer de ikke nok, så er dagene for lange, så ryger fritidsaktiviterne. Man kan jo glæde sig til den dag, da man kan sige, at skolen hviler i sig selv uden at skulle bygge på reformer, og hvor der ikke er angste børn og stress-ødelagte lærere.

Børnene skal som udgangspunkt lære at skrive og regne, og derefter have noget at bruge det til.

Og de vil så forfærdelig gerne, ungerne.

Men når min rødhårede nabo og jeg snakker skole, så handler det om børn, der først får undervisning af læreren med en pædagog som hjælper, derefter en tur på lektiecafé, og endelig for et stigende antals vedkommende betalt privat ekstrahjælp. Og helt op på gymnasie- og universitetsniveau hører man om det.

Og børnene er ensomme, slår sig selv, skærer i sig selv, lider af spiseforstyrrelser,begår selvmord, mobber mere end nogensinde eller bliver mobbet. Det gjorde de sgutte i fyrrerne.

Lærerne har dårligere vilkår på grund af reformen, og politikerne har vanskeligheder med at bortforklare eller bare forklare. Nu også med at forklare privatskoleproblemet. For det er da flovt, at folkeskolen bliver vraget,ik?

Når jeg siger, at jeg er forhenværende lærer, får jeg ofte at vide, at de kender en lærer, som er bange for børnene. Det er tilsyneladende ret almindeligt. Skolen er en gang makværk, og mange vil egentlig gerne lave noget andet. Det er da beskæmmende.

Det her er ren utopi, men det kunne da være fantastisk, hvis man kunne lave en reform, der rullede hele billedet 30 år tilbage. Altså holdningmæssigt. Så kunne et års pensum igen blive et projekt gennemført af lærer og elev fremfor, som nu, en kammp lærer mod elev.