Gennem hele mit lærerliv har jeg været involveret i det fagpolitiske arbejde - både før og efter reformen. Jeg vil arbejde for en central arbejdstidsaftale og for kollektive lønaftaler.
I mit daglige arbejde som lærer oplever jeg, hvordan uoverensstemmelsen mellem krav og resurser hindrer den gode undervisning. Inklusion, vold og trusler og for høje følelsesmæssige krav er elementer, der influerer voldsomt på vores arbejdsmiljø. Alvorlige arbejdsmiljøproblemer skal ikke druknes i dokumentationskrav, pædagogiske projekter og forebyggelsesindsatser.Vi er de professionelle, og vores professionelle råderum skal styrkes. Vi skal gøre op med overstyring og kontrol. Skolen skal ikke drives på markedslignende vilkår, det relationelle og dannelsen, det, som ikke nødvendigvis er målbart, skal prioriteres. Vi skal med en stærk politisk kapital være klare og tydelige i udmeldinger og krav om, hvad der skal til. Når vi bliver mødt af urimelige krav, skal vi stå fast og sige fra med kvalificerede og faglige argumenter.
Jeg vil arbejde for fællesskabet og for at styrke foreningens sammenhængskraft. Gennem medlemsinvolvering skal vi styrke vores medlemsdemokrati. Vi skal udnytte alle resurser i vores forening, og vi skal styrke de enkelte led. Tillidsrepræsentantarbejdet skal prioriteres, så vi sikrer fagforeningens plads på alle arbejdspladser. Alle medlemmer skal arbejde under ordnede forhold, vi skal bevare vores høje organisationsprocent, og vi skal arbejde for en stærk samlet fagbevægelse.
Jeg har mod til at sige fra, jeg er handlingsorienteret, principfast og arbejdsom - og klar til at arbejde målrettet for skolen på det nationale plan.
Folkeskolen bliver ikke bedre end lærernes arbejdsvilkår
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.