Folkeskole eller fladskærme?

På et kursus for unge lærere i Århus Lærerforening fik jeg flere opfordringer til, at vi skærper kommunikationsprofilen i Danmarks Lærerforening.

»Vi må kunne komme med nogle enkle udsagn, der brænder igennem. Hvad med store annoncer, hvor vi stiller spørgsmålet 'Folkeskolen eller fladskærme?'« var et af de konstruktive bidrag i debatten.

Folkeskole eller fladskærme? Ja, eller måske skulle spørgsmålet lyde: Folkeskole eller endnu en fladskærm?

Det handler om, hvordan vi prioriterer den samlede samfundsøkonomi. I de seneste mange år har vi prioriteret det private forbrug for dem, der er i vellønnede job, på bekostning af mulighederne for at udvikle velfærdssamfundet. Vi har altså valgt fladskærme i stedet for folkeskole. Mens væksten i det private forbrug i disse år er steget markant, har væksten i det offentlige dårligt kunnet dække de øgede udgifter, der helt naturligt følger af den demografiske udvikling.

Danmarks Lærerforenings undersøgelse viser, at 46 af landets kommuner skærer ned på folkeskolebudgettet til næste år, mens kun fire kommuner øger budgetterne. Disse nedskæringer kommer oven i de nedskæringer, vi oplevede forrige år og sidste år. Midt i 2008 gennemførte mange kommuner i øvrigt også besparelser for at undgå regeringens trusler om en økonomisk straffeaktion.

Alligevel fortæller regeringen befolkningen, at der sker massive investeringer i den offentlige sektor og folkeskolen. 100 millioner til toiletter, 50 milliarder til bygninger, 150 millioner til lærernes efteruddannelse. De glemmer imidlertid at fortælle, at der ofte er tale om midler, der var bevilget i forvejen, og de glemmer helt at fortælle, at kommunerne bliver holdt i så stramme økonomiske tøjler, at de bliver nødt til at gennemføre besparelser, uanset hvor mange millioner og milliarder der bliver jongleret med på pressemøderne på Christiansborg.

Til forsvar for en del af politikerne skal det dog understreges, at de øjensynligt næppe selv er klar over disse sammenhænge. Derfor er det enkle budskab »Folkeskolen eller fladskærme?« ikke altid nok. Når vi underviser, tager vi udgangspunkt i elevernes forudsætninger. De samme overvejelser må vi gøre os, når vi kommunikerer.

»Derfor er det enkle budskab ‘Folkeskolen eller fladskærme?’ ikke altid nok«